[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Værnsfælles Forsvarskommando



Den 6. oktober 2016 kl.10.00 lægger Søværnets to sejlskibe Svanen og Thyra fra kaj i København. Det markerer starten på et langt togt, som vil bringe dem frem og tilbage over Atlanterhavet.

Skibene har en lille fast besætning, der vil være ombord på hele togtet, mens resten af besætningen vil blive udgjort af kommende søofficerer og øvrige medsejlere, der skal lære håndværket fra bunden. Skibene har moderne sikkerhedsudstyr, men vil under togtet ikke bruge andet end traditionelle kort og kompas til navigation.

Undervejs vil skibene gennemføre talrige havnebesøg. Nogle af højdepunkterne bliver passage af Vesteuropa igennem den Engelske Kanal og herefter over Biscayen. Derefter går turen mod de Kanariske Øer med et stop på Madeira undervejs. Besætningerne fejrer jul og nytår til søs mens Atlanten krydses.

Sejladsen tilpasses så skibene kan deltage i markeringen af 100-året for overdragelse af de tidligere Dansk Vestindiske Øer til USA den 31. marts 2017. Herefter sejler skibene til USA, hvor de blandt andet er planlagt at besøge US Naval Academy i Annapolis.

Hjemturen vil foregå via Bermuda, Azorerne og Sydengland, inden skibene forventes tilbage i danske farvande i juni 2017.

Man kan følge togtet på Facebook og Instagram (Klik her), hvor besætningerne løbende vil fortælle om turen, og de steder de kommer forbi.

Til Pressen
Pressen inviteres til at deltage i afsejlingsarrangementet for de to skibe ved Bradebænken på Nyholm i Københavns havn.Kom i god tid før klokken 10.00. Der er mulighed for at lave individuelle aftaler med besætningen, hvis der er interesse for at lave større ting. Kontakt med besætningen skabes ved at ringe til Lars Skjoldan på telefon 25 23 91 91.