[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Anders V. Fridberg, Værnsfælles Forsvarskommando

Efter en pause på flere år genoptager Den Kongelige Livgarde traditionen med, at lade soldater marchere gennem København som en del af holdenes kontingentparader.


Et højdepunkt på marchen gennem København er, når der affyres flagkanoner over soldaterne på Amagertorv. Billedet her er fra paraden den 5. september 2013. Foto: Sara Skytte.

De marcherende soldater kan ses,  når holdene, der har været udsendt til Operation Inherent Resolve i Irak og Resolute Support Mission i Afghanistan, marcherer fra Livgardens Kaserne på Gothersgade til Københavns Rådhus den 5. september.

Soldaterne kommer fra Operation Inherent Resolve Hold 3 og fra Resolute Support Mission Hold 4, der var udsendt til henholdsvis Irak og Afghanistan fra februar til august i år.

- Det er holdet selv, der har spurgt om marchen gennem København. Det ser jeg som et udtryk for, at de gerne vil vise, at de er stolte af deres indsats, og at de gerne vil mærke den anerkendelse, som de får på turen. Jeg tror, at det bliver en god oplevelse for soldaterne, siger oberstløjtnant Kenneth Strøm, der var chef for Irak-holdet.

Paraden for soldaterne begynder på Livgardens Kaserne kl. 09.45 med inspektion, taler og overrækkelse af medaljer. Kl. ca. 12.10 marcherer paraden fra kasernen, og soldaterne går af Købmagergade og Strøget til Københavns Rådhusplads, hvor de ankommer 12.35. Her afsluttes paraden med reception på Rådhuset.

Soldaterne, der går med i paraden, deltager også i flagdagsparaden på Christiansborg Slotsplads. Den begynder kl. 15.45 og slutter kl. 17.00.