[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Sune Wadskjær Nielsen, Værnsfælles Forsvarskommando

- Vi er på vej til Incirlik i Tyrkiet, hvor vi i aften skal lande med syv fly, sagde oberst Anders Rex - ERA, der er chef for Fighter Wing Skrydstrup, kort inden afgangen.

- Missionen adskiller sig fra det seneste bidrag ved at vi er på en anden base i Tyrkiet i stedet for Kuwait og så fordi mandatet er anderledes, at vi også skal flyve i Syrien. Men piloterne er trænet til opgaven og klar til det, der kommer til at møde dem dernede, fortsatte ERA.



Forkommando på plads i Tyrkiet
Forkommandoen til det dansk kampflybidrag ankom allerede til Incirlik-basen i Tyrkiet onsdag i sidste uge for at forberede modtagelsen af hovedstyrken, og mandag fløj hovedstyrken som planlagt fra Vojens Lufthavn, så de kan være klar når flyene ankommer i løbet af onsdagen.
-Alle er kommet godt herned, og vi er klar til at modtage flyene. I øjeblikket fokuserer hele holdet på at færdiggøre vores operationsområde, så vi kan være klar til at opstarte operationerne hurtigst muligt. Vi er blevet rigtig godt modtaget af tyrkerne, og vi er klar til at løse de opgaver og udfordringer, der venter foran os”, udtaler chefen for det danske F-16-bidrag, oberst Peter Johan Bødker.

F-16 bidraget skal have fire fly indsat i kampen mod ISIL og op til tre i logistisk reserve. I alt skal 110 soldater fra Forsvaret have base i Incirlik. Bidraget er bestemt til at vare i op til seks måneder. Ud over kampfly udsender Forsvaret et specialoperationsbidrag på 60 soldater inklusiv støttefunktioner og et C130J transportfly. Samtidig er Forsvaret allerede aktiv i kampen mod ISIL med soldater, der træner irakiske kolleger og en radar fra Flyvevåbnet.

Læs mere om Forsvarets indsats i kampen mod ISIL her.

Her kan du se Folketingsbeslutningen bag indsatsen.

Download fotos fra F-16 flyenes take-off.