[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]



Af Anders V. Fridberg, Værnsfælles Forsvarskommando

Et hold af skadede veteraner er med, når Lavia København i weekenden afholder Copenhagen Sit Cup. Det er et stævne i siddende volleyball.

Det er 11. gang turneringen afholdes. I år er den arrangeret i et samarbejde mellem Forsvarets Para-Idrætsprojekt og idrætsforeningen Lavia København, der er hovedstadens største idrætsforening for mennesker med et handicap. Projektet søger at styrke skadede veteraners rehabilitering gennem idræt.

Samarbejdet mellem Forsvaret og Lavia kom i stand i 2016, hvor træneren for Lavias volleyball hold, Lykke Christensen, blev træner for det danske hold i siddende volleyball, der deltog i Invictus Games i Orlando i maj 2016.

Danske veteraner har spillet siddende volleyball siden 2014, hvor de blev introduceret til sporten i forbindelse med Invictus Games i London. Siddende volleyball er et spil, der fungerer godt for både fysisk og psykisk skadede veteraner, og det er med til at give de to grupper af veteraner øget forståelse for den anden gruppes situation og udfordringer.

I årets turnering er der også veteranhold med fra Tyskland og Holland, mens der er klubhold med fra Danmark, Tyskland, England, Holland og Tjekkiet.

Copenhagen Sit Cup finder sted i Grøndal Multicenter i København NV. Stævnet bliver åbnet lørdag den 5. november kl. 9.30 af Forsvarets Para-idrætsprojekt og Parasport Danmark. De første kampe starter kl. 10.00. Finalen spilles søndag den 6. november kl. 13.00.

Læs mere om stævnet og siddende volleyball her og se indslag om veteraner, der spiller siddende volleyball ved Invictus Games i 2014 her under.