[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Værnsfælles Forsvarskommando

Fra den 25.- 29.september har Forsvaret kinesisk flådebesøg. Den kinesiske flådestyrke består af to fregatter og et forsyningsfartøj. Besøget kommer som opfølgning på et lignende besøg i 2015. Dengang kom besøget i stand i forlængelse af det dansk-kinesiske flådesamarbejde i forbindelse med fjernelse af kemiske våben fra Syrien (Operation RECSYR) samt anti-piraterioperationer ud for Afrikas Horn.

Skibene lagde til mandag formiddag ved de nye krydstogtanlæg på Ocean Kaj. Modtagelsen var særdeles festlig, med syngende og dansende herboende kinesere i folkedragter på kajen.

Under besøget vil de kinesiske søfolk blandt andet få mulighed for at opleve dansk kultur og det danske samfund, ligesom de vil have lejlighed til at mødes med danske kolleger.

Besøget i Danmark er led i en større besøgsrække, hvor de kinesiske flådefartøjer blandt andet også besøger Belgien og England, inden de returnerer til Kina.
Se også video fra ankomsten på forsvaret.tv