[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Jacob Kongsmar Jørgensen, VFK

Hver sommer rydder Søværnets Minørtjeneste havbunden for ammunition, der er afskudt fra skydeterrænet i Jægerspris. Det er kun tre uger i juli, hvor der ikke skydes med skarpt i området, derfor skal minørerne være hurtige.

- I de tre uger har vi næsten afdækket 120.000 kvadratmeter. Vi har fundet omkring 50 ammunitionsgenstande og bortsprængt 15 af dem, forklarer chefen for Søværnets Minørtjeneste, Lars Møller.



Det kan være en stor udfordring at gennemsøge havbunden, da sigtbarheden ofte er dårlig og genstandende bliver dækket af sand.
Chefen er selv med ude, når Søværnets minører løser denne type opgaver. Selvom opgaven kan virke uoverskuelig, så forklarer Lars møller, at det bare kræver et godt system, når man skal søge i et så stort område.

- Vi har lagt nogle lange liner ud på ca. 220 meters længde og med 20 meters mellemrum. Så følger dykkeren den søgeline hele tiden.
Søværnets Minørtjeneste er netop blevet færdige med at rydde området for i år. Se deres arbejde under vandet og bortsprængning af ammunition på havbunden i videoen.