[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Emma Rudbeck, Værnsfælles Forsvarskommando

I 2015 valgte man at lade et F-16 fly styrte i havet ud for Rømø, da venstre landingsgear var gået i stykker og sandsynligvis ville kollapse under en landing. Piloten skød sig selv ud og landede sikkert i havet.  Efterfølgende havde Forsvarets Flyvehavarikommission til opgave at undersøge, hvad der var årsag til hændelsen, og hvordan man kan undgå lignende havarier i fremtiden. Ud af kommissionens arbejde kom der i juni 2016 en rapport med elleve anbefalinger. De er nu blevet implementeret af en arbejdsgruppe i Forsvaret.


Inden F-16 flyet styrtede i havet, blev det inspiceret af makkerens - wing man'ens - kamera. Foto: Screendump fra dokumentaren "Kontrolleret styrt med F-16" på forsvaret.tv.
 
” Vi er færdige med arbejdet. Ti ud af elleve anbefalinger er fuldstændig implementeret. Den sidste er i gang og handler om en forstærkning af understellet, der hvor flyet gik i stykker. I de kommende år vil forstærkningen løbende blive monteret på danske fly, når F-16 flyene kommer til eftersyn,” fortæller oberst Uffe ’GUS’ Holstener, chef for Flyverstabens produktionsdivision.

De nye implementeringer er ikke ensbetydende med, at der ikke kan ske F-16 havarier i fremtiden, men med de elleve implementeringer burde et lignende uheld ikke kunne forekomme. Anbefalingerne omfatter ændrede procedurer og nye tekniske løsninger.

Flyhavarikommissionens rapport om det kontrollerede styrt.