[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Sofie Badsberg Schnoor

Hvert andet år holder Flyvevåbnet Danish Air Show på én af de tre flyvestationer, og i år er turen kommet til Flyvestation Aalborg. Som sædvanligt er der gratis adgang for alle til det spektakulære flyshow, og derfor forventes også et godt stykke over 100.000 besøgende.



Der er garanti for en oplevelsesrig dag for hele familien, når store opvisningshold laver spektakulære formationer, kampfly, helikoptere og transportfly udfører vilde manøvrer i luften, som man ikke troede muligt, og specialoperationsstyrkerne viser, hvilket stof de er gjort af. Det vil også være muligt at komme helt tæt på masser af historiske og topmoderne militære fly og se udstillinger af udstyr og enheder fra hele Forsvaret.

Især det yngre publikum kan også glæde sig til besøg fra et e-sport hold og en hel hangar, hvor der er mulighed for at prøve drone-race. Til de alleryngste er der også legeland.

I løbet af dagen kan publikum få en snak med både Forsvarets medarbejdere de talrige udstillinger fra alle dele af Forsvaret. Der er også masser af civile udstillere med relation til Aalborg og Forsvarsindustrien. 

Der er alt i alt lagt op til en fantastisk eftermiddag, hvor man blandt andet kan opleve både militære fly som F-18 Hornet, Eurofighter Typhoon, F-16 Fighting Falcon, F-104 Starfighter, SU-27 Flanker, L-39 Albatros og mange flere. Der ud over vil det være muligt at opleve det store schweiziske opvisningshold Patrouille Suisse udføre fantastiske manøvrer i luften og se faldskærmsudspringere forsøge at slå rekorden for Danmarks største faldskærmsudspring.   Interesserede kan læse mere om programmet på www.danishairshow.dk 

Faktaboks
Historisk set er Air Show noget, der startede i 60’erne, hvor man valgte at byde naboer indenfor hegnet som en mulighed for at vise Flyvevåbnet frem for befolkningen, og give et indblik i vores opgaver og de mange karrieremuligheder, der er i Forsvaret.