[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af:  VFK-KOM

I 2018 sendte Danmark yderligere 55 soldater til Afghanistan. Det øgede danske bidrag styrker NATOs indsats for at skabe fred og sikkerhed i Afghanistan.



De ekstra soldater er en del af det, der hedder MFPT – Mobile Force Protection Team. Det er dem, der passer på NATOs rådgivere, der dagligt underviser og rådgiver de afghanske myndigheder og soldater.


- Løftet har betydet, at Danmark nu er i stand til bedre at understøtte den danske rådgivning, og det har også ført til en væsentligt stigning i antallet af koalitionens rådgivninger. Alle de vigtige opgaver bliver løst, og nu er vi ude at rådgive hver dag, som jo er den vigtige del af missionen hernede, siger chefen for de danske styrker i Afghanistan, Flotilleadmiral Tommy Jeziorski.
Inden der kom flere danske soldater til Resolute Support måtte man aflyse en del eskorter og sikringsopgaver. Men nu er man oppe på, at ni ud af ti rådgivningsopgaver bliver løst i Kabul, siger Tommy Jezorski.

- Det, vi prøver hernede, er at opbygge et demokrati med en lovgivende, udøvende og dømmende magt. Vi mentorerer og rådgiver afghanerne på flere niveauer – blandt andet på ministerniveau og på deres officersuddannelse. Målet er, at de bliver selvbærende, og at alle institutioner fremadrettet selv kan stå for sikkerheden for det afghanske folk og samtidig bekæmpe international terror, siger Tommy Jeziorski.

Siden 2014 har Danmark været med til at uddanne og rådgive de afghanske myndigheder – og det er en mission, der giver mening, siger chefen for de danske styrker
- Der er sket en positiv udvikling hernede, hvor vi kan se, at afghanerne selv går ud og demonstrerer og siger ’vi vil ikke mere krig’. Vi ser tilnærmelser fra Talibans side, som gerne vil i dialog med den siddende regering. Så der sker en masse hernede. Det tager lang tid, og vi skal være tålmodige, siger Tommy Jeziorski.

Danmark har omkring 150 soldater udsendt i NATO-missionen, Resolute Support, i Afghanistan.