[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af VFK KOM

I øvelsen Trident Juncture i Norge træner NATO-landene et scenarie, hvor Norge er blevet angrebet af en fremmed magt, hvor NATO og samarbejdspartnere skal komme Norge til undsætning. Ved at kunne flytte soldater og materiel fra én ende af Europa til den anden ende hurtigt og smidigt viser NATO-landene fælles beredskab og krisehåndtering. Vi viser også NATO landenes kollektive evne til at modsvare trusler.



England, Tyskland, Frankrig og Holland er blandt landene som i forbindelse med øvelsen kommer til at bruge Danmark som transitland den næste måneds tid, når de skal til Norge for at deltage i øvelsen, hvor også Danmark deltager.


Det betyder, at Forsvaret i september og oktober skal støtte flere NATO-lande med at transportere soldater, materiel og køretøjer gennem Danmark. Forsvaret støtter med blandt andet vejvisning, overvågning, indkvartering, bespisning og koordination med andre myndigheder i Danmark.

Der vil ankomme både soldater, materiel og køretøjer fra vores allierede NATO-lande via den dansk-tyske grænse i Sønderjylland. Primært via motorvejsnettet, men også jernbanenettet vil blive benyttet til transporterne. Den øgede militære tilstedeværelse på vejene kan komme til at påvirke trafiksituationen på vejene.

Når Danmark støtter blandt andet Briterne og franskmændene i deres troppetransport, så får vi også selv noget ud af det. Vi lærer at samarbejde med vigtige allierede, at sætte forsyningskæder op, så de får mad og brændstof og at gøre både transport og ophold i Danmark sikker og effektiv.

Medier, der har spørgsmål om de militære transporter, kan kontakte pressevagten på 70204033.