[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]



Af: Simon J. Elbeck, VFK

Der har heldigvis ikke været nogle episoder i det danske forsvar, hvor soldater er kommet til skade på grund af anlagt hjelm og udrustning i trafikken. Men alligevel ændrer Forsvaret nu reglerne, så færdselssikkerheden kan blive endnu bedre og soldaternes sikkerhed forbedres. Fremover siger reglerne, at man som udgangspunkt ikke skal køre med hjelm og udrustning på civil vej og i civilt terræn medmindre at øvelsen eller uddannelsen kræver det.

- Sikkerhed for vores soldater ligger os meget på sinde. Vi ønsker at uddanne soldaterne til at bruge deres udstyr i terræn og på øvelse, og det er primært der, at vi skal bruge hjelm. Derfor er det rettidig omhu at skærpe reglerne nu inden nogen kommer til skade derude, oberst Henrik Graven Nielsen, der er chef for produktionsdivisionen i Hærstaben.

Ændringerne kommer efter, at Hærens Konstabel og Korporalforening har gjort Forsvaret opmærksom på en svensk crashtest-undersøgelse, som Försvarsmakten og Statens Väg- och Transportforskningsinstitut har lavet. Her testede svenskerne forskellige scenarier for at vise konsekvenserne af at køre galt med hjelm og udrustning. Testen viste, at der er en stærkt forøget risiko for at alvorlige skader, hvis man kører med udrustning og hjelm og ender i en kollision.

Hos HKKF var drømmescenariet et fuldt forbud mod brug af hjelm ved kørsel på civile veje. Men det giver mening, at der må køres med fuld udrustning i specielle tilfælde, siger  forbundssekretær hos HKKF Kurt Brantner.

- Der kan jo kun blive tale om ganske få tilfælde, siger Kurt Brantner, fordi man skal tænke sig om først. Så hvis man kører fra Aalborg til Oksbøl har det jo ikke noget med en øvelse at gøre og kan ikke forsvare kørsel med fuld udrustning. Så når Forsvaret har nogle ønsker og behov for at uddanne folk på civilt terræn, så beder jeg bare om, at Hæren og Forsvaret tager deres ansvar og chefansvar alvorligt, siger Kurt Brantner fra HKKF.

Og det bliver chefens ansvar, at der fremover ikke bliver kørt med hjelm eller udrustning, når det ikke er nødvendigt.

- Den ansvarlige chef skal godkende brug af hjelm og udrustning hver gang det skal anvendes. Og det skal ikke være per default, at man bruger hjelm, når man transporterer sig fra a til b. Det er vigtigt at hensyn til sikkerheden for vores soldater, siger oberst Henrik Graven Nielsen.

De nye færdselssikkerhedsregler gælder ikke kun for ansatte i Hæren, men for alle ansatte i Forsvaret.