[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]



Julia Liberati, Specialoperationskommandoen. Foto: Ann Outzen, Flyvevåbnets Fototjeneste.

25 mænd og kvinder fra Jægerkorpset fik mandag formiddag overrakt medaljer af statsminister Lars løkke Rasmussen. Medaljemodtagerne talte både jægersoldater og andet personel fra Jægerkorpset, der inden for de sidste to år har været udsendt til Task Force 61 i Irak.



Siden slutningen af 2016 har jægersoldater og soldater fra Jægerkorpset trænet og rådgivet den irakiske partnerenhed Ali al Furat-brigaden, som en del af den internationale koalition, der er med til at bekæmpe ISIL i Irak og Syrien.

Opgaven i Irak har omfattet uddannelse, rådgivning og operativ ledsagelse i felten af Ali al-Furat Brigaden, der er en sammensat stammestyrke. Med støtte fra de udsendte fra Jægerkorpset har Ali al-Furat Brigaden deltaget aktivt i kampen mod terrororganisation ISIL.




Task force 61 på vej hjem
Task Force 61 har løst opgaven med at træne og ledsage deres irakiske partnerenhed, og i foråret 2018 blev det derfor besluttet at specialoperationsbidraget vil blive taget hjem. Det sker gradvist og forventes afsluttet i det sene efterår 2018.

Danmark bidrager fortsat til koalitionen mod ISIL med et kapacitetsopbygningsbidrag på op til 180 personer og et radarbidrag – alle placeret på Al Asad-luftbasen i Irak. Hertil kommer et stabsbidrag.