[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]



Af Julia Liberati, Forsvarskommandoen

Et dansk Hercules C-130J transportfly har siden 1. oktober 2018 været udsendt som en del af Operation Inherent Resolve, der er koalitionens indsats mod ISIL i Irak og Syrien. I går vendte de hjem til Flyvestation Aalborg, hvor de danske transportfly hører til.

Det danske bidrag, der består af transportflyet og omkring 25 soldater per hold, har i løbet af det halve års udsendelse haft til opgave at støtte koalitionens operationer i Irak og Syrien med lufttransportopgaver, og at støtte det danske landmilitære træningsbidrag på Al Asad Air Base i Irak. Det er anden gang det danske Hercules-fly har været udsendt til Operation Inherent Resolve. Første gang var i 2016.  


Holdbillede af den besætning, der fløj missionens sidste tur - hjem til Aalborg.

"Det er altid en glæde og en udfordring at arbejde sammen med andre nationer og enheder om en militær opgave og få det til at lykkes. Vores mandat har været bredt nok til at give os fleksibilitet og mulighed for at koordinere transportopgaver direkte med de enheder, der styrer gods og passagertransport her på basen og i Irak", siger chefen for flybidraget, oberstløjtnant Lars Munkholm.




Stor støtte for koalitionen
Det danske transportfly med mandskab har hørt til på Ali Al Salim luftbasen i Kuwait, hvorfra de har støttet koalitionens operationer med blandt andet transport af gods og mandskab. 

"Detachementet har leveret en fantastisk indsats. De har fløjet cirka 370 timer på 109 missioner med omkring 2000 soldater og over to millioner pund gods på cirka 840 flypaller", siger Lars Munkholm.

Tilbage på dansk jord kan chefen for flybidraget se tilbage på en tilfredsstillende udsendelse. 

"At være udsendt til en koalition som denne og at operere succesfuldt og længe under fremmede forhold er med til at holde os skarpe operativt, så vi kan blive ved med at levere lufttransportoperationer overalt, også med kort varsel, og også når det er svært. Det er med til at bekræfte os og den enkelte soldat i, at det vi gør, er det rigtige", siger Lars Munkholm og fortsætter:

"Udsendelse af C-130 er i høj grad en holdpræstation, hvor alle er afhængige af hinanden. Der er blevet skruet og vedligeholdt både tidligt og sent for at flyet har kunnet præstere i støv, høje temperature og under de forhold, der er i Mellemøsten, mens tolke og cargo-folk har banet vejen for bidraget," siger Lars Munkholm.