[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Peter Willemoes har afsluttet en måneds operation som første fregat under Arktisk Kommando. Nu er det Absalons tur.

Af Lars Bøgh Vinther, Forsvarskommandoen

Fregatten Peter Willemoes havde i forsommeren besætningsmedlemmer på research i Grønland om bord på inspektionsskibet Hvidbjørnen. Sejlads i Arktis byder på ukendte og ikke-kortlagte områder, havis fra Nordpolen og isfjelde, skosser og sortis fra indlandsisen, så besætningen var nødt til at lære af mere erfarne søfolk i Arktis.


Fregatten Peter Willemoes i Godthåbsfjorden i Grønland. Foto: Forsvaret

Da fregatten midt i juni krydsede Danmarks Strædet, var indsættelsen blevet til alvor, og besætningen fik lejlighed til at bruge hvad de havde lært.  Som skibschef var kommandørkaptajn Kim Nybo Skjødt på broen en stor del af tiden, ikke mindst når der var udfordringer ved havneanløb og vejrlig.

”Da vi rundede Kap Farvel og sejlede op af Grønlands vestkyst var det ikke alene is og manglende opmåling, vi skulle forholde os til, der var også tåget.” fortæller Kim Nybo Skjødt, vel ankommet til Tromsø i det nordligste Norge, hvor første del af indsættelsen i Arktis slutter med en stor NATO anti-ubåds-øvelse.


Peter Willemoes i Grønland. Det var første gang, en af Søværnets store fregatter blev indsat i Arktis. Foto: Forsvaret

Arktisk Kommando dækker både Færøerne og Grønland, og selvfølgelig viste fregattens sig også mellem de 18 øer i Nordatlanten. På få dage oplevede Peter Willemoes færøsk blæst, sol og regn, og alligevel nåede man at træne med det lokale inspektionsskib Brimil, og med danske Ejnar Mikkelsen, og besøge Torshavn og samarbejdspartnere på øerne.

Peter Willemoes vender tilbage til Arktis senere, når Absalon som det første støtteskib indsat i Arktis har overstået sin første periode, der starter i dag.


Arkivfoto, Forsvaret: Absalon

Se besætningen fra Willemoes egen video om den første indsættelse i Arktis nederst.

Fakta

To gange en måned indsættes i år både fregatten Peter Willemoes og støtteskibet Absalon i Arktis. Når krigsskibene er indsat, er de underlagt Arktisk Kommando.

Formålet med indsættelserne er dels at håndhæve suveræniteten i de nordligste dele af kongeriget, dels at høste erfaring i arktiske operationer, så også de største enheder i Søværnet vil kunne indsættes efter behov.