[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]


Stabsbefalingsmand, chefsergent Ove Ritter, AKO Færøerne.

Af Lars Bøgh Vinther, Forsvarskommandoen/Foto: Ove Ritter

En af de tilbagevendende opgaver for Arktisk Kommandos  forbindelseskontor på Færøerne er at uskadeliggøre granater og miner fra 2.verdenskrig, dynamit som sveder og er blevet usikkert, gammel ammunition og uforsvarlige mængder pyroteknik.

EOD hedder diciplinen i fagsprog, og den varetages af stabsbefalingsmand Ove Ritter, chefsergent og fra Flyvevåbnet.

Når meldingen fra politiet lyder på granater og usikkert sprængstof, rykker Ritter normalt omgående ud med kollegaer og bortsprænger på stedet. Handler det derimod om fyrværkeri, patroner og nødblus, bliver emnerne samlet til en større mængde og sprængt en passende dag under kontrollerede forhold.


I sidste uge rykkede Ove Ritter med hjælp fra  en større varevogn ud til sit sædvanlige stenbrud på Strømø med ikke mindre end 305 kilo pyroteknik og ammunition. Overvejende gamle jagtpatroner og fyrværkeri.


Emnerne blev fordelt i kasser og blandet med 75 kilo pulverformigt trotyl. Fire formbare sprænghoveder på 500 gram hver blev derefter placeret så de kunne starte eksplosionen.

Ove Ritter ville gerne have filmet og taget bedre billeder, men situationen foreskrev en sikkerhedsafstand på 1.000 meter, så den måtte især han selv som myndighedsmand respektere.


Alt hvad sprængningen havde efterladt  var et mindre hul og nogle svedne klipper.

EOD på Færøerne rykker ud op til 50 gange om året.