[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Tekst og foto: Henrik Kastenskov / FKO

Onsdag d. 27. marts er det endegyldigt slut. Efter 55 år i det danske Forsvar og fire updates udfases den klassiske M113 pansrede mandskabsvogn endeligt til fordel for de nye Piranha 5 køretøjer, og sammen med de ligeledes nye, pansrede Eagle 5 patruljekøretøjer, skal de udgøre grundstammen i opbygningen af den nye brigade.



Forsvarsminister Claus Hjort Fredriksen betoner det fremadrettede i købet af de nye køretøjer i sin udtalelse.

-Vores soldater har brug for moderne materiel, der lever op til kravene på fremtidens kampplads – og det gør Piranha 5 og Eagle 5. Med de her køretøjer er jeg tryg ved, at vi også kan stille op, når der er brug for os fremover.



Ifølge forsvarschef, general Bjørn Bisserup, markerer overdragelsen af de nye køretøjer en milepæl for fremtidens hær.

- Piranha 5 medfører øget sikkerhed for den enkelte soldat og er designet til at løse opgaver i fremtidens forsvar. De nye køretøjer skal sammen med bl.a. moderniserede og opdaterede kampvogne, nye patruljekøretøjer og nyt artilleri og luftværn sikre, at Hæren står stærkt til at løse fremtidens opgaver.



Der er indkøbt i alt 309 Piranha 5, som alle skal være leveret i starten af 2023. Piranha 5 kommer i seks forskellige varianter, deriblandt en infanteriudgave (billedet) udstyret med tungt maskingevær i et stabiliseret våbensystem.



Eagle 5 patruljekøretøjerne, der ligeledes leveres af schweiziske MOWAG, er en opgraderet og opdateret udgave af version 4, der i lighed med forgængeren er et fleksibelt og robust patruljekøretøj, men eksempelvis bedre pansret. Der er allerede leveret 36 Eagle 5 køretøjer, men på sigt skal alle Eagle 4 erstattes af Eagle 5 køretøjerne.

Med introduktionen af Eagle 5 i aktiv tjeneste i både beredskabet og internationale opgaver, overgår en del af de eksisterende Eagle 4 til uddannelsesbrug.



Ifølge Major og Chef Faggruppe Panser i Oksbøl, Ole Tang, er Piranha 5 med sin nytænkte og markant forbedrede beskyttelse, et alsidigt og effektivt værktøj, der vil styrke Hærens kampkraft mange år frem. Ole Tang fortsætter:

- Derudover er der indtænkt løsninger til støtte for Afsiddet Battle Management Systems (ABMS) i såvel Eagle som Piranha, så når først vi er fremme ved et givent indsatsområde, så vil vores folk være optimalt beredte til at løse opgaven.



FAKTABOKS:

PIRANHA 5 (PMV)
Vægt: ca 30 tons afhængig af konfiguration
Længde: 8,33 meter
Højde: 2,96 meter
8x8 drive med en 600 HK/2200 Nm Scania motor
Besætning: 3 + 9 passagerer i infanteri udgaven
Seks varianter: Infanteri, Kommando-, Sanitet-, Morter-, Mekaniker- og Ingeniør udgave.

EAGLE 5 (PPK)
Vægt: ca syv tons (afhængig af konfiguration)
Længde: 5,37 meter
Højde. 2,0 meter
Bredde: 2, 16 meter
4x4 drive med en 250 hk Cummins motor
Besætning: 1 + 4 passagerer 
Fem varianter: Patrulje-, Opklaring/lukket-, Opklaring/åben-, Logistik- og Electronic Warfare