Af Forsvarskommandoen

Forsvarsministeriets Auditørkorps har rejst tiltale mod forhenværende chef for Hærstaben, generalmajor Hans-Christian Mathiesen, for blandt andet tjenestemisbrug og pligtforsømmelse.
Det sker, efter Forsvarsministeriets Auditørkorps i oktober 2018 indledte en undersøgelse af den daværende chef for Hærstaben for at have fremmet sin hustrus karriere i Forsvaret.

”Det er godt, at auditøren nu har foretaget en grundig undersøgelse og efterforskning, så vi kan komme nærmere en afgørelse i sagen,” siger forsvarschef Bjørn Bisserup, der samtidig med tiltalen mod den nu tidligere hærchef fortryder sine udtalelser til pressen, dengang sagen brød i offentligheden i oktober 2018.

”Det var en fejl, at jeg udtalte, jeg ikke ville iværksætte en undersøgelse af sagen, fordi jeg blandt andet var overbevist om, at jeg havde sat mig grundigt nok ind i den. Det skulle jeg ikke have sagt,” siger forsvarschef Bjørn Bisserup, der også udtalte, at han hæftede sig ved og ville undersøge de habilitetsproblemstillinger i sagen, som blev rejst i medierne af juraprofessor Sten Bønsing.

Få dage efter denne undersøgelse blev iværksat anmodede forsvarschef Bjørn Bisserup om, at Hans-Christian Mathiesen blev fritaget fra tjeneste. Stillingen som chef for Hærkommandoen er efterfølgende blevet overtaget af generalmajor Michael Anker Lollesgaard i september i år.

Læs nyhed fra Forsvarsministeriets Auditørkorps her.