[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]


Sara Hjalager giver den gas på forhindringsbanen, hvor hun kom rundt i en god tid. Foto: Patrick Niemann Kjellerup.

Af Anders V. Fridberg, Forsvarskommandoen

Der er gået otte måneder siden Sara Hjalager i slutningen af august 2018, som den kun tredje dansker nogensinde blev verdensmester i militær femkamp. Nu har hun ved Forsvarsmesterskaberne 2019 taget fat på en ny sæson, hvor det store mål er at forsvare den flotte titel, når alle verdens bedste militære atleter mødes til Military World Games i den kinesiske by Wuhan til oktober.

Men det er ikke målet om genvinde titlen, der fylder i tankerne hos Sara Hjalager.

”Jeg prøver at tænke på min egen præstation. Jeg kan jo ikke gøre noget ved, hvad mine konkurrenter laver, så jeg tænker mere på, hvad jeg selv kan gøre for at forbedre min egen præstation og tænker ikke så meget på placeringerne”, siger Sara Hjalager.


Verdensmesteren havde også en god gennemførelse på svømmeforhindringsbanen. Foto: Mikkel Soelberg.

Verdensmesterens træner, Brian Dåsbjerg, har selv stået i samme situation som Sara Hjalager. Han blev verdensmester i 2010, og han kender derfor det pres, der kan komme til at hvile på en forsvarende mester.

”Det vil være hende, alle måler sig med. Jeg kan også høre, hvad de værnepligtige deltagere i konkurrencen går og siger. Det lægger et pres på Sara, og det skal hun lære at håndtere. Det er derfor, at vores fokus er endnu mere på processen, og hvordan Sara bliver en bedre femkæmper. Går hun ind i den anden (tankegang med fokus på placeringer, red.) skal hun hver eneste dag være til konkurrence og vise, at hun er den bedste, og det kan man ikke holde til. Man kan ikke være i det”, forklarer Brian Dåsbjerg. 

Forsvarsmesterskaberne på Antvorskov Kaserne var med omkring 70 deltagere et af de største femkamps- stævner i Danmark i flere år. Sara Hjalager tog helt som ventet kvindernes titel, mens Nadim Yehia fra Gardehusarregimentet vandt hos mændene.

Se en reportage fra stævnet her.