Redder med badedyr i Aalborg. Foto Henning Skree-Jespersen.

Redder med badedyr i Aalborg. Foto Henning Skree-Jespersen / Flyvevåbnets Fototjeneste.

Af Lars Bøgh Vinther, Forsvarskommandoen

Forsvarets Operationscenter har en kedelig statistik, når det handler om hedebølge og strandvejr: når gæsterne på badestrandene stiger, så stiger antallet af flyvninger efter bortkomne badedyr også. Og der er næsten konsekvent tale om unødige flyvninger, fortæller vagthavende officer, Klaus Thing Rasmussen.

”Vores samling af badedyr er nok Danmarks største og dyreste af slagsen. Hver eneste plastikdyr er en kvittering for en alarmering og flyvning med redningshelikopter. Og dermed også en historie om at en tredjedel  af det flyvende beredskab har været optaget til ingen nytte”.

Der er døgnet rundt tre redningshelikoptere i beredskab i Aalborg, Skrydstrup og Roskilde. Og alle tre steder har vagt-besætningerne samlinger af badedyr. Den vagthavende officer har et godt råd til strandgæsterne, hvis de oplever at et badedyr blæser væk.

”Ring til os og fortæl hvad der er sket, så kan vi undgå unødigt at sende fly og skibe afsted.”

Nummeret man kan ringe til og melde bortkomne badedyr er 72850382.

Alene i denne weekend sparede nummeret operationscentret for seks udrykninger.

”Særlig en dag som i dag, hvor meteorologerne lover fralandsvind på vestkysten, har vi stor gavn af meldinger om bortdrevne badedyr. Pludselig anmelder andre badegæster om de samme badedyr i timer efter” , fortæller Klaus, Thing Rasmussen, der også har et andet godt råd til især børnefamilierne.

”Hold nu godt øje med de små. I weekenden havde vi flere udrykninger med både skibe og helikopter efter forsvundne børn, som siden blev fundet i klitterne eller længere oppe af stranden.”