Tekst og foto: Tim Søgaard, Forsvarskommandoen

NATO’s nye enhed Alliance Ground Surveillance (AGS) er snart klar til at operere. Enheden har primært til opgave at overvåge NATO’s territorier. Det gør man ved hjælp af de fem nyindkøbte, ubemandede overvågningsfly Global Hawk RQ-4D, der efter planen alle lander på flyvestationen Naval Air Station Sigonella i løbet af årets første seks måneder.


Foto: NATO's nye enhed Alliance Ground Surveillance (AGS) opererer med Global Hawk RQ-4D. Det dyreste fly og den største drone der findes. Danmark har været med til at indkøbe flyene, der skal overvåge NATO’s ydre grænser.

Ankomsten af de avancerede overvågningsfly har været længe ventet for AGS-enheden, der blev oprettet allerede i 2013, men nu er alt efterhånden ved at være på plads, så enheden kan begynde at operere.

”Vi har brugt mange kræfter på at etablere procedurer, skaffe godkendelser osv. Derudover har det været et kæmpemæssigt opbygningsarbejde, fordi stort set ingen har erfaring med ubemandede fly. Vi skulle i realiteten lære os selv op,” siger den danske eskadrillechef for NATO AGS Operations Squadron Per Jensen, der er uddannet til at flyve en Global Hawk og har arbejdet med opbygningen af enheden siden januar 2017.

Dansk andel
Danmark har en vigtig andel i droneprojektet. Vi har blandt 14 andre NATO-allierede nationer stået for at indkøbe flyene. Danmark kommer også til at besætte ni stillinger i enheden og desuden er al information, der indhentes ved hjælp af dronerne, tilgængelig for samtlige nationer i NATO – og dermed også Danmark.

AGS er en vigtig ny kapacitet for NATO, da man ikke i forvejen har en enhed, der har til formål at overvåge aktiviteter på jorden. Den nye enhed er altså netop den tilføjelse til NATO’s store arsenal af kompetencer og kommer til at bestå af over 600 mand. 


Foto: Eskadrillechef for NATO AGS Operations Squadron Per Jensen er selv uddannet til at flyve de højteknologiske overvågningsdroner, som enheden opererer med.

Ikke et hvilket som helst fly
Selve flyet er en historie i sig selv. Global Hawk RQ-4D er et ubemandet overvågningsfly med et vingefang på størrelse med et Hercules-transportfly og et skrog på størrelse med et F-16. Det er en svæveflyver med en jetmotor, der er i stand til at flyve i over 20 kilometers højde, i over 30 timer ad gangen og med en topfart på over 550 km/t.

Det er et af de dyreste fly, der findes, den største seriefremstillede drone i verden og den mest avancerede platform, man sender i luften ubemandet. Der findes under 50 eksemplarer.

Flyet har ingen våbensystemer. Man anvender det udelukkende til at overvåge aktiviteter, der foregår på jorden. Med den sensorpakke, flyet har, er det i stand til at overvåge kolossale områder. Man kan følge formodede terrorister, og flyet kan også indsættes under humanitære katastrofer. Det har tidligere været anvendt i forbindelse med jordskælvet på Haiti, skovbrandene i Californien og katastrofen i Japan.