[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Forsvarskommandoen

Ulykken skete lørdag den 11. juli omkring klokken 18.00. Militærpolitibetjent Claus Chris Petersen, var på en løbetur rundt på Forsvarets område i Brabrand ved Aarhus. Under løbeturen fik han et ildebefindende og faldt om med hjertestop. En civil, der kom gående på fortovet udenfor området, klatrede resolut over hegnet og begyndte livredende førstehjælp. Da kollegerne i vagten opdagede det, hastede de til stedet med en hjertestarter.

Der blev hurtigt tilkaldt en ambulance, og militærpolitibetjenten blev kørt til Skejby Hospital. Her forsøgte man desværre forgæves at redde ham. Søndag aften den 12. juli sov han stille ind.

”Det er forfærdeligt trist. Vi har i dag mistet en god og nær kollega. Claus vil blive savnet. Mine tanker går i dag til Claus’ familie og venner”, siger oberstløjtnant Michael Frandsen, der er chef for det værnsfælles militærpoliti.

Området i Brabrand huser i dag Forsvarets  Sanitetskommando og Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste. Vagten er døgnbemandet med personel, der er tilknyttet det værnsfælles militærpoliti under Trænregimentet i Aalborg.