Af Forsvarskommandoen


Hercules transportflybidrag til MINUSMA (FN’s fredsbevarende mission i Mali)

Regntiden har ramt det danske Hercules bidrag i Mali den seneste uge. Der har været flere kraftige regnbyger med torden og kraftig vind. Natten til onsdag blev en tredjedel af lejren oversvømmet med omfattende materielle skader. Enorme vandmasser havde hobet sig op udenfor den mur, som adskiller lejren og den civile lufthavn. Muren væltede, og vandmængderne skyllede ind gennem lejren og væltede alt, der stod i vejen og fik containere til at flyde rundt i lejren.
Ingen mennesker kom til skade, men de seneste dage er der brugt mange ressourcer på at genoprette lejren. 


Vandmasser har flyttet containere fra deres betonfundament.

Det var kun det danske infirmeri, som direkte blev berørt af vandmasserne og havde behov for en hovedrengøring.

Ind imellem regnbygerne har bidraget udskiftet fly og udskiftet et mindre antal personer. De nye kolleger er lige nu i karantæne og venter utålmodigt på at komme i gang med arbejdet. 

Bidragets Hercules fly har været operativt hele ugen kun afbrudt af to dage i forbindelse med stelskifte. FN har dog ikke haft opgaver til flyet, og der er således ikke transporteret gods eller passagerer i den seneste uge.


Vand har undermineret asfalt og flyttet det rundt.


FAKTA om det danske transportflybidrag til MINUSMA
C130J Hercules-transportfly og op til 65 danske soldater skal i seks måneder støtte FN’s fredsbevarende mission i Mali (MINUSMA). Bidraget består af fly med besætning, støttepersonel og en sikringsenhed.  

Flyets opgaver kan omfatte transport af mennesker og gods, transport af militære enheder fra den fredsbevarende styrke og transport af syge og sårede. Det danske fly kan også kaste gods ned fra luften med faldskærm. Støtte til eftersøgning og redning og støtte til billedindhentning fra luften vil også kunne forekomme.

Læs mere om transportflybidraget og om forsvarets kommende opgaver i Afrika her. 
 




Operation Inherent Resolve (OIR)


De sidste køjesække med personlig udrustning pakkes i pallekasser ved træningsbidraget på Al Asad-luftbasen i Irak.

Træningsbidraget – Irak
Al Asad-luftbasen fik endnu en gang besøg af et af de danske C-130 Hercules transportfly, der tog mere end halvdelen af de tilbageværende danske soldater med tilbage til Danmark.

Der er dog stadig nok at se til for de sidste danske soldater på Al Asad-luftbasen. Opgaven er fortsat nedpakning af det absolut sidste materiel, overdragelse af områderne til de amerikanske koalitionspartnere samt læsning at de fly, der er planlagt til at flyve de sidste køretøjer og det sidste materiel væk fra basen.

I forhold til Covid-19 arbejdes der fortsat under de iværksatte tiltag for at begrænse risikoen for smittespredning. Der er fortsat ikke kendte tilfælde på basen.

De mange pallekasser pakket med dansk materiel klargøres til flytransport.

Operatørbidraget – De Forenede Arabiske Emirater
De danske luftkommando- og kontroloperatører indgår fortsat i bemandingen ved den amerikanske luftkommando- og kontrolcentral på Al Dhafra Air Base i de Forenede Arabiske Emirater, hvor de støtter koalitionens missioner med overvågning samt koordinering af luftrum og lufttrafik.

FAKTA om det danske bidrag til Operation Inherent Resolve:
Danmark har siden 2014 deltaget i den internationale koalition, der bekæmper terrororganisationen ISIL i Irak og Syrien.

Bidraget, som primært har haft base på Al Asad-luftbasen i Irak, er i færd med at lukke ned, så Danmark er klar til at overtage NATO Mission Irak fra december 2020. Operatørbidraget fortsætter i de Forenede Arabiske Emirater og et mindre stabsbidrag fastholdes i Operation Inherent Resolve.

Læs mere om Operation Inherent Resolve her.

 





Resolute Support

Sikrings- og eskortebidraget har i løbet af ugen været indsat i forbindelse med evakuering af en syg soldat fra en allieret nation. Danskerne eskorterede soldaten til et afghansk hospital, hvor han gennemgik en længere behandling. Under behandlingen sikrede danskerne området. Også de danske tolke og den danske læge var med for at hjælpe.
Efterfølgende har danskerne modtaget et takkebrev fra soldatens chef, hvor han takkede for danskernes indsats under indsættelsen.

Det danske sprængstofhundebidrag har i løbet af ugen afsøgt 110 personbiler og 30 lastbiler. Det lille hold er med til at sikre, at der ikke kan smugles sprængstof ind i lejren.

På Hamid Karzai International Airport North sørger det danske militærpolitibidrag for, at koalitionssoldaterne overholder lejrens bestemmelser. For tiden er der særligt fokus på Coronavirus/covid-19 restriktionerne. Eksempelvis  at man holder to meters afstand og har maske på, når man bevæger sig udenfor. I den forbindelse har militærpolitiet givet 114 advarsler den sidste uge.

Taliban og den afghanske regering har for nyligt indgået en tre dages våbenhvile, som har medført, at situationen i Kabul og resten af landet er mere rolig end normalt.


Det danske sikrings- og eskortebidrag på patrulje i Kabul.

FAKTA om det danske bidrag til Resolute Support Mission
Danmark har siden januar 2015 bidraget til NATO’s Resolute Support Mission i Afghanistan. Bidraget omfatter cirka 140 soldater i og omkring Kabul. Soldaterne udfører eskorte- og bevogtningsopgaver for NATO-rådgivere, militærrådgivning af afghanske sikkerhedsinstitutioner samt militærpoliti-opgaver.

Læs mere om Resolute Support Mission her.  





FRONTEX – Middelhavet

Danmark har nu flere bidrag udsendt til FRONTEX.

Fra 1. juni til 12. august bidrager Forsvaret til overvågningen af de ydre grænser med en Fennec-helikopter.

Læs mere om de fire danske bidrag til bevogtning af EUs ydre grænser her.