Dansk F-35 går i luften for første gang

Den første danske F-35 går her i luften på sin første testtur. Foto: Lockheed Martin

Tekst: Forsvarskommandoen. Foto & video: Lockheed Martin

 

Flyet, der har fået halenummeret L-001, er lige nu i gang med en lang række kvalitetstests ved fabrikken i Fort Worth, Texas, inden det overdrages fra producenten Lockheed Martin til Danmark den 7. april i år.

 

Gårsdagens flyvning med L-001 var den første ud af i alt fire planlagte ture, som foretages af testpiloter fra henholdsvis Lockheed Martin og det amerikanske flyvevåben og som sikrer, at flyet virker som det skal. Flyet bestod alle dagens testmål.

 

[]-FP20-08147-0273_PR (1)-2021-[ARTIKEL].jpg

Det danske fly er netop løftet hjulene på sin første tur i luften. Forud venter endnu tre afprøvninger i luften inden, det overdrages til Danmark den 7. April ved en roll out-ceremoni.

 

Når L-001 er overdraget til dansk ejendom om få uger, vil det blive fløjet til Luke Air Force Base i Arizona, hvor det igen vil blive gennemgået minutiøst af danske teknikere - en proces, der tager et par uger.

 

 

Sideløbende er omskolingen af danske piloter til F-35 i gang på Luke Air Force Base, og første gang en dansk pilot flyver F-35 med Dannebrog på halen, forventes at være i maj måned. Herefter indgår flyet i den pulje af fly, som benyttes til at omskole alle F-35 partnerlandenes piloter.

 

Op til seks af de 27 danske F-35 forbliver på Luke Air Force Base, og det første danske F-35 kommer efter planen til Danmark i 2023.

   

[]-FP20-08147-0389PR-2021-[ARTIKEL].jpg

Den første danske F-35 har nu været i luften med en amerikansk pilot ombord.