Mission Update

Danske og canadiske soldater træner sammen i Letland. Foto Sgt First Cl. Jesús Aguilera, Ehército de Tierra, Cpl Wanzel / CAF

Af Forsvarskommandoen

 

Danmarks fremskudte tilstedeværelse i Letland - NATOs Forsvarsplan (NFP)

Den forgangne uge har de danske soldater i Letland bl.a. uddannet sig på nye sigtemidler, sprængt døre i forbindelse med bykampsuddannelse, pakket krigsammunition og gennemført nærkampsskydninger sammen med canadiske kolleger.

 

Som de allerførste danske soldater fik kampbataljonens infanterienheder for nylig sat det nye ”Specter”-sigtemiddel på geværet, og i den forgangne uge har blandt andet Vidar-kompagniet gennemført indskydning med det.

 

Efter en række tests blev det tilbage i 2020 besluttet, at Specter-sigtemidlet skulle erstatte Elcan C79. Hæren besluttede dengang at prioritere den stående reaktionsstyrke i forhold til indfasningen, og det er blandt andet derfor, holdet i Letland som de første nu har modtaget det nye sigtemiddel.

 

Elcan Specter DR (Dual Role), som er sigtemidlets fulde betegnelse, har blandt andet en forstørrelse på henholdsvis 1og 4 gange samt et indbygget trådkors med såkaldt ”bullet drop”-indikatorer og forsigte-mærker.

 

"Det er altid fedt med nyt grej. På det gamle sigte skulle man skrue på en tromle i forhold til. den afstand, målet befandt sig på. Men de indlagte markeringer på det nye er det meget nemt at justere geværet op eller ned, når man har indsigt på målet på en given afstand," fortæller en soldat fra VIDAR-kompagniets 3. panserinfanterideling, efter han har indskudt sit gevær med det nye sigtemiddel.

 

Soldater fra Ultra-kompagniets 1. mekaniserede infanterideling fik forleden genopfrisket deres færdigheder inden for sprængningstjeneste. Konkret stod programmet på eksplosiv gennembrydning af døre i forbindelse med bykamp, og der blev brugt adskillige meter sprængsnor på at komme igennem forhindringerne. I dagens anledning var det masonitplader, som hver gruppe fik mulighed for at elimere.

 

Mission Update 30 2022

En sprængning er en effektiv døråbner. Foto: Morten Fredslund / Forsvaret

 

Mission Update 30 2022

Sprængninger planlægges minutiøst før udførelse. Foto: Morten Fredslund / forsvaret

 

Ved udgangen af ugen gennemførte logistikkommandoen en større pakkeøvelse, hvor en stor del af bidragets krigsammunition blev flyttet ud af de store, armerede betonbunkere, hvor det til daglig er placeret. Øvelsen skulle blandt andet kaste nyt lys over, hvordan de mange tons ammunition kunne pakkes på den mest hensigtsmæssige måde, så enhederne og hver enkelt soldat hurtigst muligt kan få udleveret den indledende krigspakke, hvis beredskabet pludselig bliver forhøjet.

 

Samme dag rykkede Vidar-kompagniet atter på skydebanen. Denne gang var det kompagniets 2. deling, der gennemførte nærkampskydninger sammen med det canadiske søsterkompagni, Longhorns. De danske soldaters samvirke med soldater fra andre NATO-lande har høj prioritet under udsendelsen til Letland. En god måde at gøre det på er at træne sammen på skydebanen, se på hinandens grej og fortælle soldaterhistorier.

 

Mission Update 30 2022

Danske og canadiske soldater træner sammen i Letland. Foto: Sgt First Cl. Jesús Aguilera, Ehército de Tierra, Cpl Wanzel, CAF

 

NATOs fremskudte tilstedeværelse i Estland – enhanced Forward Presence (eFP)

Vikingkompagniets 2. og 3. deling har gennemført skydninger over to dage på et nyt estisk skydeanlæg syd for Tallinn.

 

Mission Update 30 2022

Skydetræning på det nye anlæg syd for Tallinn. Foto: Nikolaj Thide / Forsvaret

 

Mission Update 30 2022

Det nye skydeanlæg var en lille smule mindre nyt, da træningen for de danske soldater var overstået. Foto: Nikolaj Thide / Forsvaret

 

Der er nu kommet to britiske Chinook-helikoptere til missionen, hvilket gav Vikingkompagniet mulighed for at øve opsidnings- og afsidningsprocedure fra helikopter. Efterfølgende øvede de infanteriets sikring af landingszonen og den videre kamp derfra.

 

Tredje deling fra Vikingkompagniet har derudover vist deres udstyr frem i Tapa by i forbindelse med Estonian Conscripts Day.

 

Logistikdetachementets sanitetssektion har sammen med Vikingkompagniet gennemført en Major Medic Incidents-øvelse over to dage, hvor de øvede procedurer og behandling af et stort antal sårede.

 

Under øvelsesforløbet var øverste etage af kasernebygningen ramt af et missil, 30 soldater var sminket såret med flere forskellige alvorlige og mindre alvorlige skader. Britiske og franske Medics deltog i øvelsen, hvilket gav et godt udbytte i forhold til lære hinandens organisation, materiel og standardprocedurer at kende.

 

NATO Mission Iraq – Irak

Force Protection-kompagniet har den seneste uge kørt 55 eskorter i Greater Baghdad Area, fordelt på 24 ture i den internationale zone og 31 i det øvrige område.

 

Hold 4 er nået godt og vel halvvejs i udsendelsen, og har i den seneste tid skruet op for uddannelse og øvelser. Delingerne er på skift på besøg hos Dustoff, den amerikanske Medical Evacuation-deling, som holder til på Baghdad Diplomatic Support Centre (BDSC) ved lufthavnen. Dustoff har været brugt som kaldenavn for den amerikanske Medical Evacuation-enhed siden 1963, hvor det blev brugt første gang under Vietnamkrigen.

 

Dagene står på gennemgang af både helikopterne, deres brug og de amerikanske medics muligheder for behandling i helikopteren under transport. Forevisningen af det amerikanske grej er især interessant for de danske Junior Medics.

 

Soldaterne øver blandt andet at få sårede på bårer ind i helikopterne, mens helikopterens rotorblade kører, så man ikke kan høre, hvad makkeren i den anden ende af båren råber. En enkelt deling fik gjort den opgave endnu sværere, da flere helikoptere på landingsbanen skulle på testflyvninger samtidig. Dagen med Dustoff har ført til gode relationer med amerikanerne, som sidenhen har gennemført ekstra uddannelse af de danske Junior Medics.

 

Mission Update 30 2022

Foto: NMI / Forsvaret

 

De lokale helligdage, Eid al-Adha, er overstået, og den sædvanlige travlhed er så småt ved at indfinde sig igen. I den forgangne rolige periode har soldaterne fået finpudset mange andre evner.