eod certificering

Et af de realistiske scenarier der skulle teste nye bomberyddere foregik på Brøndby Stadion. Foto: Frederikke Frederiksen/Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

Gennem IKEAs golde varehylder, under Brøndby Stadions plastik-klapsæder og bag Hestekarrusellen i LegoRedo Town. Det er bare nogle af de mange velkendte steder, hvor man i november har kunne spotte fire ryddere fra Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste, EOD.

 

Med svedet dryppende under den tunge, grønne bombedragt, har de prøvet at leve op til EOD-overbygningens hårde krav. Noget der er nødvendigt for at blive færdiguddannet – eller certificeret – national bomberydder.

 

Et risikofyldt arbejde

Intensiv og virkelighedstro træning er et af EOD-uddannelsens vigtigste elementer. Det er en nødvendighed, at rydderne kan holde hovedet koldt og være klar til at håndtere opgaver af alle former. Derfor har certificeringen af de fire bomberyddere også budt på mange forskellige scenarier – lige fra efterladte genstande til terrorbomber og gidseltagning.

 

For selvom størstedelen af EODs 1000 årlige udrykninger i Danmark omhandler ammunition fra 2. Verdenskrig og fyrværkeri, så sker det af og til, at de bliver kaldt ud til netop terrorrelaterede hændelser. Det blev de senest den 5. december i år. Derfor er det vigtigt, at rydderne kan håndtere både det fysiske og psykiske pres og rykke ud med nerverne i ro.

 

eod certif

Til trods for at ingen passagerer var i "fare" var testen på Metroens værksted stressende for bomberydderen. I testen vurderes ikke alene hvordan situationen håndteres, men også om rydderen klarer opgaven indenfor en rimelig tid. Foto: Camilla Post/Forsvaret

Tårnhøje krav

I sidste ende var det dog kun to af de fire soldater, der slap gennem overbygningens nåleøje og nu kan kalde sig for certificerede nationale ammunitionsryddere. Det er ikke en hverken unormal eller dårlig procentsats:

 

”Generelt set er der kun omkring 50 procent af eleverne på overbygningen, der bliver certificerede. Det er meget normalt, at rydderne prøver et par gange, før de kommer igennem. Det skyldes mest af alt, at kravene er sindssygt høje” lyder det fra seniorsergent Ole Tang, der til dagligt er en del af Ammunitionsrydningstjenesten.

 

Kravene er som udgangspunkt høje for bomberyddere, men når det kommer til nationale opgaver er det endnu mere vigtigt ikke at lave fejl i forhold til liv og infrastruktur. I krig forventer man en anden grad skader, hvorimod det i den danske dagligdag kan koste dyrt. Nationale bomberyddere skal derfor være i stand til at modstå en helt særlig form for pres.

 

Fakta: Hvad er EOD?

  • EOD står for Explosive Ordnance Disposal og er paraplyen, der dækker over rydning af alle former for eksplosiver.
  • De indsættes ved bombetrusler, eller når der findes farlige genstande som søminer, gammel ammunition eller farligt fyrværkeri.
  • Som uddannet EOD-rydder fra Ingeniørregimentet har soldaterne mulighed for både at arbejde i Skive eller på Pionérgården i Dragør.
  • Det er dog ikke kun i Hæren, at Forsvaret har ammunitionsryddere. Søværnets Minørtjeneste tager sig af alt ammunition i vand og kan også rykke ud til konventionel ammunition på land. Desuden har Hjemmeværnet rydningsassistenter, der blandt andet tager sig af hændelser omhandlende fyrværkeri.

 

Se video fra certificeringen her: