policyseminarFAL

Forsvarsattacheer fra Moskva, USA, Kiev, London og Berlin var blandt deltagerne til policy-seminaret torsdag på Forsvarsakademiet. Foto: Lars Bøgh Vinther / Forsvaret

Af Lars Bøgh Vinther, Forsvarskommandoen

 

Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen afholdt torsdag et såkaldt policy-seminar på Forsvarsakademiet. Her gav landets fremmeste eksperter i sikkerheds- og udenrigspolitik deres syn på den aktuelle verdenssituation, og nogle af Forsvarets udsendte i internationale stillinger fortalte om den aktuelle situation i deres respektive lande. Blandet med debat, spørgsmål og perspektiveringer blev en bred vifte af emner belyst, så deltagerne på tværs af forsvar, styrelser og ministerium fik indsigt i det aktuelle verdensbillede.

 

Forsvarsminister Jacob Ellemann-Jensen bød velkommen efterfulgt af forsvarschef general Flemming Lentfer. Ministeren rettede en særlig henvendelse til de mange forsvarsattacheer, forbindelsesofficerer og udsendte i internationale stabe og pointerede vigtigheden af at høre deres aktuelle beretninger, og at disse efterfølgende på oplyst grundlag kunne vende tilbage og fortsætte missionerne.

 

[]-FAKmikzilmhoegERA-2023-[ARTIKEL].jpg

Professor Mikkel Vedby, ambassadør Michael Zilmer, direktør Kasper Høeg-Jensen og generalmajor Anders Rex deltog i paneldebat efter formiddagens første del af seminaret. Foto: Lars Bøgh Vinther / Forsvaret

Værterne for arrangementet var Forsvarsministeriets direktør Kasper Høeg-Jensen og chefen for Forsvarskommandoens Stab for Udvikling og Planlægning, generalmajor Anders Rex. Se video nedenfor, hvor Anders Rex forklarer formålet med seminaret.