Forsvarschef Flemming Lentfer.

Forsvarschef, general Flemming Lentfer. Foto: Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

Ny rammeaftale er i dag blevet præsenteret. Regeringen har sammen med en bred kreds af partier indgået en politisk aftale, som sætter den overordnede strategiske retning og den økonomiske ramme for dansk forsvar og sikkerhed de kommende 10 år.

 

Der afsættes 143 milliarder kroner ekstra over de næste ti år.

 

”Jeg er tilfreds med, at regeringen og en bred kreds af partier i dag har aftalt rammen for en markant styrkelse af dansk forsvar over de kommende ti år. Ruslands invasion af Ukraine og det samlede trusselbillede vi står over for, har tydeliggjort behovet for et mere robust forsvar. Derfor er aftalen både god og nødvendig,” siger forsvarschef, general Flemming Lentfer.

 

Konkrete kapaciteter og initiativer besluttes løbende i politiske delaftaler, der skal forhandles på den anden side af sommeren og frem.

 

”Der er ingen tvivl om, at det kommer til at tage tid at genopbygge og styrke Forsvaret. Med rammeaftalen er der nu skabt forudsætninger for en god planlægning og indfasning af kommende initiativer. Jeg ser frem til fortsat at give mine militærfaglige anbefalinger i forbindelse med de politiske drøftelser, når forliget skal konkretiseres i delaftaler,” siger Flemming Lentfer, og tilføjer ”Jeg konstaterer desuden med tilfredshed, at forligskredsen vil prioritere personelforhold som fastholdelse, rekruttering og uddannelse som noget af det første i det arbejde, der nu venter med konkrete aftaler inden for rammeforliget”.

 

Læs den politiske aftale om et nyt forsvarsforlig.