Kulturnat i Kastellet

Kastellet i København er åbent på Kulturnatten og byder på mange forskellige oplevelser. Foto: Monica Bell Sass / Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

Prøv en F-35 kampfly cockpitsimulator, hør Den Kongelige Livgardes Tambourkorps eller smag en feltration. Der er aktiviteter for både store og små på flere af Forsvarets nuværende og tidligere tjenestesteder i det københavnske områder. Aktiviteterne foregår på Kastellet, Frederiksberg Slot, Gothersgade, Holmens Kanal, Holmen og Nyboder.

 

På Kastellet kan du besøge de mange museer, udforske bunkeren fra 2. Verdenskrig samt gå på opdagelse i en virtuel verden med mere end 185 internationale missioner. Der vil være dans, musik og aktiviteter for børn såvel som ældre. Programmet på Kastellet kan findes her: Kulturnat i Kastellet.

 

På Hærens Officersskole på Frederiksberg Slot kan du kan få en rundvisning på det gule slot og se Riddersalen, flagbalkonen og andre af slottets smukke dagligstuer. Det er kadetterne fra Hærens Officersskole, der står klar til at guide gæster rundt og fortælle om slottets historie samt hverdagen på slottet. Der er mulighed for at købe mad og drikke i Kadetkælderen.

 

På Livgardens Kaserne på Gothersgade kan du møde Den Kongelige Livgarde, der sammen med Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen har en udstilling om totalforsvarets kapaciteter. Derudover holder Den Kongelige Livgardes Tambourkorps små koncerter, der vil være forhindringsbaner for de mindste, og familien kan smage Forsvarets feltrationer.

 

Hos Forsvarsministeriet på Holmens Kanal 9 kan du prøve en F-35 kampfly cockpitsimulator, prøve Søværnets skibssimulator, sidde i en kampvogn samt overvære et hackerangreb. Derudover kan du her møde Slædepatruljen Sirius, Flyvevåbnets Officersskole, Forsvarets Vedligeholdstjeneste, Beredskabsstyrelsen, Veterancenteret, Gardehusarregimentet, Livgarden og Hjemmeværnets Specialenhed SSR.

 

På Flådestation Holmen kan du blandt andet besøge fregatten Peder Skram og ubåden Sælen. Begge de gamle fartøjer står præcis, som da de var i aktiv tjeneste. I ubåden kan du blandt andet se de otte torpedorør og føle den lettere klaustrofobiske stemning ombord, hvor besætningen skulle bo, spise og sove i flere uger af gangen. På fregatten kan du Komme op i kanontårnene og prøve at styre  kanonerne.

 

I Nyboder kan du snakke med arkitekter, håndværkere og projektledere fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, der fortæller om deres arbejde med at restaurere og modernisere de knap 300 år gamle bygninger.

 

Kulturnatten foregår den 13. oktober i København mellem 18:00-00:00.

 

Set det fulde program for Kulturnatten her.