soldater løber over en sneklædt høj

En øget mangfoldighed skal styrke Hæren. Foto: Sophia Bianca Salskov Jakobsen / Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

For at adressere udfordringen med utilstrækkelig diversitet og udfordringer med at besætte stillinger har Hæren indgået samarbejde med eksterne aktører herunder Danmarks videnscenter for køn og ligestilling KVINFO.

 

Hæren har etableret en dialog og samarbejdsaftale med KVINFO med det formål at gennemføre en omfattende undersøgelse af faktorer relateret til køn og kultur i Hæren. Undersøgelsen skal identificere hindringer og fremmende faktorer for rekruttering og fastholdelse med henblik på at formulere handlingsrettede anbefalinger.

 

”Målet er at styrke evnen til at tiltrække og fastholde medarbejdere samt skabe øget diversitet i Hærens personalesammensætning. Dette initiativ repræsenterer et skridt mod en attraktiv arbejdsplads for alle,” siger Anne Bill, der er rådgiver for chefen for Hærkommandoen.

 

En anden vigtig partner i denne indsats er foreningen Kvindelige Veteraner, som er dedikeret til at forbedre forholdene for kvinder før, under og efter militære missioner. Medlemmerne bringer deres erfaringer og synspunkter ind i dialogen om vilkår og muligheder for kvindelige soldater.

 

Hærkommandoen forventer, at dette samarbejde med eksterne organisationer vil give dem bedre forudsætninger for at træffe velinformerede beslutninger.

 

”Jeg har store forventninger til, hvad den dybdegående undersøgelse med fokus på Hæren kan give os af indsigt. Involvering af ekstern faglighed ser jeg som en stor fordel, når undersøgelsens resultater skal omsættes i handlinger, som kan øge mangfoldigheden og trivslen på Hærens tjenestesteder,” siger Gunner Arpe Nielsen, der er chef for Hærkommandoen.

 

”Kønsfordelingen i Hæren er skæv, og vi ved fra undersøgelser, at det kan blive en negativ spiral, fordi mennesker gerne falder fra på arbejdspladser og uddannelsessteder, hvor de er underrepræsenterede,” siger Henriette Lauersen, der er direktør for KVINFO.

 

For at ændre på den nuværende situation er det vigtigt at kende årsagerne til bunds. Det tidligere og nuværende arbejde med at tiltrække og fastholde flere kvinder viser, at det ikke altid er nok at invitere dem eller gøre reklame over for dem. Man må vide, hvorfor mange ikke vælger Hæren til eller falder fra.

 

Det skal undersøgelsen gøre os klogere på, og derefter kan Hæren være mere præcis og effektiv i sit fremtidige arbejde med diversitet i både rekruttering og fastholdelse.

 

”Det er værd at understrege, at balance mellem køn og andre faktorer er positivt ikke kun for dem, der er i mindretal – altså her kvinder – men for alle. Undersøgelser viser, at arbejdspladser og virksomheder med diversitet på mange parametre er bedre end andre. Analyse og problemløsning styrkes. Trivslen er bedre, og det kan helt konkret skyldes, at arbejdsmiljøet bliver mere venligt og inkluderende, når der er forskellige slags mennesker til stede. Derfor kan vores samarbejde med Hæren bidrage til, at Hæren bliver en bedre arbejdsplads for alle,” siger Henriette Lauersen fra KVINFO.