F-35 til Danmark

Hans kongelige højhed Prins Joachim siger farvel til piloten, der skal flyve det første F-35 til Danmark før afgang i Texas. Foto: Forsvaret / Lockheed Martin

Af Forsvarskommandoen

 

Torsdag eftermiddag forventes de første fire danske femte-generationskampfly F-35 at lande på Flyvestation Skrydstrup. Her vil forsvarsminister Troels Lund Poulsen tage imod flyene og hilse på den danske pilot, der flyver det første fly hjem til Danmark.

 

Det bliver et kort arrangement uden taler, da den officielle fejring af F-35 i Danmark finder sted den 1. oktober, hvor flyene formelt bliver overdraget fra Lockheed Martin til Danmark.

 

Find mere information om F-35 her

 

 

Invitation

Pressen inviteres til at overvære ankomsten ved landingsbanen. Her vil det være muligt at komme tæt på det første fly og interviewe den danske pilot og forsvarsministeren, som vil være den første til at tage imod.

 

Det vil også være muligt at tale med forsvarschef, general Flemming Lentfer, chefen for Flyvevåbnet, generalmajor Jan Dam, chef for Fighter Wing Skrydstrup, oberst Kim Jensen og chefen for New Fighter Program ved Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, generalløjtnant Per Pugholm Olsen.

 

Blandt andet på grund af øget sikkerhedsniveau på flyvestationen i forbindelse med træning af ukrainske piloter på F-16, vil der være begrænset bevægelsesfrihed på dagen.

 

Ankomsttid er planlagt til klokken 14.00. Men deltagende medier skal også tage højde for, at den lange flyvetid i foranderligt vejr kan betyde, at flyene kan blive forsinkede eller lande tidligere.

 

Mødetid ved Flyvestation Skrydstrup er klokken 13.00. Her vil medierne blive screenet og eskorteret til det område, hvor det er muligt at se flyene lande.

 

Tilmelding er nødvendig, og grundet begrænset plads kan det være nødvendigt at lukke for deltagelse. Tilmelding med navne og fødselsdato på deltagere sendes til skjoldan@mil.dk senest onsdag den 13. september klokken 16.00. For yderligere information ring til Lars Skjoldan fra Forsvarskommandoens Kommunikationssektion på telefon 2523 9191.