Specialsoldater under øvelse i Danmark.

Specialsoldater under øvelse i Danmark. Foto: Forsvaret

Af Forsvaret

 

I de seneste uger har specialoperationssoldater fra en stribe allierede lande øvet i og omkring Danmark og Rigsfællesskabet.

 

Formålet med øvelsen var at træne indsættelse af maritime specialoperationskapaciteter i rammen af en Multinational Special Operations Maritime Task Group.

 

Specialoperationssoldater ved Storebælt.

Øvelsen foregik i store dele af Danmark - også her ved Storebælt. Foto: Forsvaret

Øvelsen foregik fra uge 38 og to uger frem og var et før- og under scenarie af en aktivering af NATOs artikel 5 mod en ligeværdig modstander, hvor fokus var på konflikthåndtering i Arktis, Norden og Østersøregionen. NATOs artikel 5 er den såkaldte musketer-ed, hvor et angreb på én alliancepartner skal betragtes som et angreb på alle.

 

Øvelsen dækkede over maritime indsættelser på og under vandoverfladen, infiltration og exfiltration over kysten, ophold på fjendtligt territorie uden ekstern støtte, efterretningsindhentning, ødelæggelse af infrastruktur og neutralisering af fjendtligt nøglepersonel.

 

Boarding træning af specialoperationssoldater

Foto: Forsvaret

Geografisk dækkede øvelsen fra Bornholm til Oksbøl og fra Gedser til Sydgrønland.

 

Formålet med øvelsen blev opfyldt, opgaverne løst og samarbejdet på tværs af deltagerlandene styrket.

 

Hurtiggående båd

Foto: Forsvaret