Maritime Theatre Missile Defence Forum

Overdragelsen af formandskabet skete, da den italienske flåde den 16. - 19. juli var vært for det årlige møde i eksekutivkomitéen for ”Maritime Theatre Missile Defence Forum” (MTMD-Forum).

Af Forsvarskommandoen

 

Overdragelsen af formandskabet skete, da den italienske flåde den 16. - 19. juli var vært for det årlige møde i eksekutivkomitéen for ”Maritime Theatre Missile Defence Forum” (MTMD-Forum). Her overdrog den italienske kontreadmiral Marco Tomassetti formandskabet for MTMD-Forum til kommandør Christian Rune fra Søværnskommandoen.

 

Forummets formandskab varetages på skift af medlemslandene for et år af gangen. Det er første gang Danmark har formandskabet.

 

Et af højdepunkterne under det danske formandskab bliver gennemførelsen af ”At Sea Demonstration - Formidable Shield 2025”, der er en stor flådeøvelse, som skal gennemføres til næste forår. Formålet med øvelsen er at teste en multinational flådestyrkes evne til samlet at forsvare sig mod forskellige typer af avancerede missiler.

 

MTMD-Forum er et 12-nationers sømilitært partnerskab, som blandet andet via et teknisk udviklingssamarbejde arbejder med at øge interoperabiliteten inden for ”Integrated Air and Missile Defence” (IAMD).

 

Forummet blev oprettet i 1999, og dets 12 medlemslande udgøres af Australien, Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Italien, Nederlandene, Norge, Spanien, Storbritannien, Tyskland og USA. Danmark har været medlem siden 2016.

 

Eksekutivkomitéen for MTMD-Forum udgøres af ledende repræsentanter fra de 12 medlemslandes flåder.

 

Danmark har også overtaget formandskabet for forummets underliggende gruppe af nationale ”Points of Contacts” (NPOC), der leder Forummets daglige arbejde.

 

Det danske engagement i MTMD-Forum varetages i tæt samarbejde mellem Søværnskommandoen og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI). NPOC formandskabet vil frem til medio 2025 blive varetaget af orlogskaptajn Henrik Grundahl fra FMI.

 

På det seneste møde blev der også behandlet tiltag til, hvordan interoperabiliteten inden for luftforsvar og missilforsvar kan øges.