Forsvarets telt på Folkemødet.

Forsvarets telt på Folkemødet danner rammen om debatter for en række myndigheder under Forsvarsministeriets område. Foto: Stine Holbech / Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

Forsvaret er sammen med en række andre myndigheder fra Forsvarsministeriets område repræsenteret på dette års Folkemøde på Bornholm. Med den forøgede politiske prioritering af det danske forsvar følger en naturlig forpligtelse til, at Forsvaret bidrager yderligere til den demokratiske samtale og prioriterer en åben og nødvendig dialog om Forsvarets virke, opgaver og vilkår.

 

Ved standen i den nordlige del af Allinge kan deltagere på Folkemødet for eksempel møde soldater fra Gardehusarregimentets Hesteskadron. De stiller op til samtale om værnepligt og markerer events i teltet med hornsignal.

 

Fra Forsvarskommandoen kommer blandt andre chefen for Forsvarsstaben, generalløjtnant Kenneth Pedersen. Han deltager i flere debatter over hele Folkemødet.

 

Debat i Forsvarets telt på Folkemødet.

Reserven er et emne, der bliver debatteret bredt i offentligheden i disse dage efter indgåelse af en række delforlig på politisk niveau. Torsdag var Dansk Industri, Hovedorganisationen for Reservepersonel i Danmark, Center for Reservestyrken og Forsvarskommandoen i teltet for at diskutere emnet. Foto: Stine Holbech / Forsvaret

Forsvarsakademiets militære og civile eksperter deler ud af deres viden i både store debatter og mindre "Mød en ekspert"-samtaler, hvor man kan få svar på direkte spørgsmål.

 

Forsvarets Sanitetskommando giver mulighed for at træne med Forsvaret, og så venter der en overraskende mulighed for de morgenfriske.

 

Gæster på Folkemødet møder Forsvaret.

Forsvarets stadeplads er hjemsted for hele Forsvarsministeriets område under Folkemødet i 2024. Foto: Stine Holbech / Forsvaret

Under hele Folkemødet er Beredskabsstyrelsen, Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, Forsvarsministeriets Personalestyrelse, Hjemmeværnet, Sanitetskommandoen og soldater fra Hæren, Flyvevåbnet og Søværnet samlet på området omkring stadeplads A 11 i Danchells Anlæg og på Marinehjemmeværnsfartøjet Hjortø i Allinge havn.

 

Folkemøde 2024

En debat om efterretningstjenesternes arbejde trak det største publikum i Forsvarets telt på Folkemødets første dag. Her talte journalist Frederik Kulager fra Zetland med repræsentanter fra Center for Cybersikkerhed og Politiets Efterretningstjeneste. Foto: Lars Skjoldan / Forsvaret

Læs mere på Folkemødets hjemmeside her.