dansk og ukrainske ammunitionsryddere sammen

Uddannelsen af de ukrainske ammunitionsryddere er en intens opgave. Foto: Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

Vi møder en af de danske instruktører en kold vinterdag, hvor regnen falder som slud, og alle går og skutter sig lidt. Det gælder både de danske instruktører, deres nordiske kollegaer og ikke mindst dem, det handler om; deres ukrainske elever, som i en pause fra fronten er i Baltikum for at blive uddannet som ammunitionsryddere.

 

Uddannelsen foregår et sted i Litauen, hvor de ukrainske soldater får grundlæggende undervisning i, hvordan man finder og håndterer miner og ueksploderet ammunition.

 

”Jeg synes, at den her opgave giver rigtig god mening – både for os og for ukrainerne. Vi kan se, at de tager rigtig godt imod det, vi lærer dem og bliver bedre.” siger en af de danske instruktører ved ammunitionsrydningskurset i Litauen.

 

Undervisnig i at fjerne panserminer

Undervisning i at fjerne panserminer. Foto: Forsvaret

Bred nordisk og baltisk koalition

De danske instruktører indgår i den internationale minerydningskoalition NLETI, hvori en række nordiske lande samt Litauen bidrager med instruktører og specialister. Samarbejdet mellem landene skal bidrage til opbygningen af en omfattende ammunitionsrydningskapacitet i det ukrainske forsvar. Det skal ske gennem donation af materiel og finansiel støtte samt altså den uddannelse og træning, som danskerne er med til. 

 

”Jeg har enorm respekt for de ukrainske soldater, jeg møder her. Nogle af kursisterne har været soldater i kort tid, og nu er de her for at lære mere, fordi de gerne vil gøre en forskel og vinde krigen - og rydde op, når krigen er slut,” siger den danske instruktør.

 

De ukrainske ammunitionsryddere skal efter uddannelsen hjem til Ukraine og kæmpe mod den russiske invasionsstyrke. Her skal de både håndtere miner og snubletråd ude ved fronten, men også rydde op i baglandet efter ueksploderet ammunition.

 

Video: Forsvaret

Bred støtte til Ukraine

Arbejdet med at opbygge den ukrainske ammunitionsrydningskapacitet er blot én af mange uddannelser, som Danmark har støttet siden Ruslands fuldskala-invasion af Ukraine for tre år siden. Danmark har siden 2022 deltaget i Storbritanniens store uddannelsesmission Interflex, hvor titusindvis af ukrainske rekrutter er blevet uddannet til soldater.

 

Danmark og Forsvaret har også uddannet ukrainske piloter, kampvognsbesætninger og artillerister samt doneret udstyr til dem i løbet af krigen.

 

”Danmark har fra starten af krigen vist ubetinget støtte til Ukraines forsvarskamp. Her på treårsdagen for Ruslands fuldskalainvasion i Ukraine, vil jeg gerne understrege, at vi fortsat bakker op om ukrainerne og vil fortsætte hermed, så længe som det kræves. Vi er et af de lande, der forholdsmæssigt har doneret flest våben og mest udstyr til Ukraine, og jeg er stolt over den indsats, danske soldater har gjort i forhold til at træne og uddanne ukrainere, for på den måde at forberede dem bedst muligt i kampen mod Rusland,” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

 

Læs mere: Forsvarets udvidede støtte til Ukraine.

 

Allerede inden fuldskala-krigen brød ud i 2022 støttede Forsvaret Ukraine. Danmark har støttet træningsaktiviteter i Ukraine siden 2015 bl.a. under den canadiskledede Operation Unifier samt den britisk-ledede Operation Orbital, hvor ukrainske soldater blev uddannet og trænet i grundlæggende militære færdigheder og operationsplanlægning.

 

Danmarks militære støtte gør en forskel

De danske og vestlige donationer gør en forskel og har haft betydning for ukrainernes frihedskamp.

 

Danmarks donation af Harpoon kystforsvarsmissilsystemer til Ukraine i foråret 2022 er et eksempel på en donation, som isoleret set har haft en stor effekt på krigsbilledet i Ukraine.

 

Som det første land donerede Danmark F-16 kampfly til Ukraine, som nu er med til at styrke Ukraines luftforsvar. Og med den såkaldte ”danske model” har Danmark taget lederskab i forhold til at anskaffe våben og militært materiel direkte fra den ukrainske forsvarsindustri.

 

Danmark har indtil nu truffet beslutning om at støtte Ukraine militært for over 50 milliarder kroner.

 

dansk instruktør uddanner ukrainske ammunitionsryddere

Foto: Forsvaret

Enorm meningsfyldt opgave

Tilbage i Litauen hos den danske instruktør giver opgaverne og træningen enormt meget mening for ham. De ukrainske soldater kommer direkte fra kampene i Ukraine og behovet for og lysten til at lære er stort hos dem.

 

”Det giver mig en følelse af, at jeg gør en forskel for at redde de her mennesker, så de kan overleve længere, når de kommer hjem,” siger en af de danske instruktører.

 

Uddannelsen i Litauen varer nogle uger. Og på den tid kommer instruktører og kursister omkring de grundlæggende aspekter ved mine- og ammunitionsrydning og gør ukrainerne i stand til at tage hjem og fortsætte forsvarskampen mod de russiske invasionsstyrker.

 

Dansk instruktør uddanner bomberydderwe

Foto: Forsvaret