Amerikansk militærkøretøj ankommer til havnen i Esbjerg.

Arkivfoto fra lignende arrangement. Foto: Lars Skjoldan / Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

Danmark yder som flere gange tidligere værtsnationsstøtte (Host Nation Support), når to amerikanske fragtskibe ankommer til Esbjerg Havn. Fragtskibene, som modtages af dansk og amerikansk militært personel, skal bruges til planlagt hjemrotation af amerikansk udstyr og materiel, der har været anvendt ved øvelsesaktiviteter på NATO’s østlige flanke.

 

Gennem værtsnationsstøtte spiller Danmark en vigtig rolle som springbræt for de allierede styrker, som indsættes på NATO’s østlige flanke. Under Operation RAVEN ASSISTOR samarbejder Danmark med vores amerikanske allierede om transport af materiel via skib fra Esbjerg havn tilbage til USA efter udstationering i Østeuropa. 

 

Danske havne er vigtige, logistiske knudepunkter for vores alliancepartnere, da Danmarks placering ved Østersøen er strategisk vigtig for hurtig og smidig forstærkning af NATO i Europa. Forsvaret har således haft mulighed for at træne værtsnationsdisciplinen flere gange før, når USA har sendt materiel gennem Danmark i forbindelse med øvelsesaktiviteter og rotation af amerikanske enheder i Europa. Vores evne til at yde rettidig, effektiv og smidig værtsnationsstøtte er afgørende for NATOs evne til at imødegå trusler samt forsvare alliancen.

 

Forsvaret afholder torsdag den 3. april klokken 13.00–14.00 et pressearrangement på Esbjerg Havn, hvor der vil være mulighed for at lave billeder under lastningen af køretøjer og materiel.

 

Talsperson for Hjemmeværnet oberstløjtnant Tobias Tesch vil stå til rådighed for interviews. Der gives en kort, indledende briefing om opgaven med værtsnationsstøtte i forbindelse med pressearrangementet.

 

Tilmelding er obligatorisk, da der er adgangskontrol i Esbjerg Havn. Husk gyldigt pressekort.

 

Tid:

Torsdag den 3. april kl. 13.00–14.00. Fremmøde mellem 12.30-12.45.

 

Sted:

Esbjerg Havn, Zodiakvej 1 ved porten (husk tilmelding og pressekort)

 

Tilmelding:

Tilmelding bør ske skriftligt senest onsdag den 2. april kl. 18.00 til kommunikationsrådgiver Mads Rolf Ahrenskjær fra Forsvarskommandoens Kommunikationsafdeling på mail: fko-l-keu07@mil.dk.