Norsk helikopter-besætning klar til at flyve dansk Seahawk-helikopter.

Den norske Seahawk-besætning klar til at lette i den danske Seahawk på Flyvestation Karup. Foto: Tue Skals / Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

Det var endnu et vigtigt skridt i samarbejdet mellem dansk og norsk flyvevåben, der blev taget på Flyvestation Karup fredag.

 

Klokken lidt over to om eftermiddagen lettede en dansk Seahawk-helikopter fra forpladsen ved Hangar 23. Det er der i sig selv ikke noget specielt ved.

 

Det specielle ved netop denne flyvning var, at helikopteren blev fløjet udelukkende af en norsk besætning.

 

Det er første gang, at en hel norsk besætning flyver den danske helikopter i Karup.

 

”Seahawk-samarbejdet er et konkret eksempel på det store potentiale i det nordiske forsvarssamarbejde, som er vigtigere end nogensinde før. For jo stærkere evne vi har til at virke sammen, desto bedre kan vi agere sammen til gavn for NATO’s samlede forsvar og afskrækkelse. Samarbejdet bidrager dermed ikke kun til Forsvarets kampkraft, men også sikkerheden i vores region,” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

 

Norsk helikopter-besætning klar til at flyve dansk Seahawk-helikopter.

Samarbejdet mellem Danmark og Norge har stået på siden 2023. Foto: Tue Skals / Forsvaret.

 

Ved Flyvevåbnet er der også stor tilfredshed ved at se, at den næste milepæl er nået.

 

”Flyvningen i dag viser, at vi er kommet langt i samarbejdet med vores norske kollegaer,” siger chefen for det danske Flyvevåben, Jan Dam og fortsætter.

 

”Samarbejdet mellem vores nationer er utroligt vigtigt og denne milepæl viser, at vi i Norden er gode til at integrere os og arbejde sammen på tværs af landegrænser.”

 

Stærkt samarbejde mellem Norge og Danmark

Samarbejdet mellem Norge og Danmark om helikopterkapaciteter begyndte i 2023, hvor der blev indgået en aftale om et nyt samarbejde mellem Danmark og Norge om de skibsbaserede MH-60R Seahawk-helikoptere. Aftalen betød, at norske helikopterbesætninger og flymekanikere rejste til Danmark, hvor de skulle indgå i Helicopter Wing’s Eskadrille 723, og ved Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste på Flyvestation Karup, hvor helikopterne hører hjemme.

 

Samarbejdet blev indgået, fordi Norge traf en politisk beslutning om at opgive deres NH90-helikopterkapacitet. For at fastholde kompetencerne indenfor maritime helikopteroperationer indtil en ny maritim helikopter var på plads, anmodede de Danmark om støtte til træning, uddannelse og gennemførelse af operationel flyvning med danske MH-60R Seahawk-helikoptere.

 

”Dette er et godt eksempel på vellykket nordisk forsvarssamarbejde og et operationelt løft for både Norge og Danmark. Et hel norsk crew i en dansk Seahawk er endnu en milepæl for projektet og giver os et forspring indtil vi modtager egne helikoptere,” siger chefen for Luftforsvaret i Norge, generalmajor Øyvind Gunnerud.

 

De norske medarbejdere og besætninger er under dansk operativ kontrol, mens de er her i landet. De kan dermed løse operative opgaver i både dansk og norsk område under deres udstationering i Danmark, mens indsættelse i internationale operationer kræver særskilt norsk accept.

 

Danmark og Norge har i forvejen et tæt samarbejde på lignende områder, blandt andet omkring drift og udvikling af F-16 kampflyene og på tværs af værn i NORDEFCO-samarbejdet. Derudover samarbejder Danmark og Norge om kurser og uddannelse indenfor Mission Support, hvor danske soldater har mulighed for at tage Mission Support Grundkursus i Norge.

 

Norsk helikopter-besætning klar til at flyve dansk Seahawk-helikopter.

Helikopter og besætning lettede fra Flyvestation Karup fredag eftermiddag. Foto: Tue Skals / Forsvaret.