Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
I 14 dage har omkring 1000 britiske soldater indtaget Nymindegab, Finderup og Oksbøl øvelsesterræn, hvor de træner bykamp, fremrykning i skoven og brug af kamphunde i tilspidsede situationer. Øvelsen er ikke kun vigtig for briterne, også Danmark træner sin rolle som værtsnation i NATO.
Britisk soldat træner bykamp i Oksbøl i Sønderjylland. Foto: Christian Radil / Forsvaret
Af Forsvaret
Udbrændte biler og tomme huse i Brikby danner kulissen omkring de britiske soldater fra reserveenheder, som i to uger er på øvelse i Oksbøl og omegn.
Og det er en kulisse, som gør indtryk på vores allierede. Jess på 23 år, som til daglig er hestepasser, men som også er menig i den britiske reserve, har netop gennemført handlebanen i bykamp:
”Jeg tror aldrig, jeg har set så gode træningsfaciliteter. Man kan kigge oppefra ned på soldaterne, som træner at trænge ind i en bygning, så man står ikke udenfor, hvor man ikke kan se, hvad der foregår.” siger hun om det anlæg, soldaterne bruger til at træne at rense en bygning på.

Foto: Christian Radil / Forsvaret
Seniorsergent Gavin Dillon er ansvarlig for en del af de britiske reservisters uddannelse i bykamp i Brikby. På denne vindstille oktoberdag i Oksbøl, er han ikke i tvivl om værdien af at komme til Danmark og træne på udebane:
“Det har været rigtigt nyttigt at se nogle af de ting, danskerne har udviklet og etableret i øvelsesterrænet. Vi har taget en masse billeder og samlet information, som vi håber at kunne tage med tilbage til Storbritannien for at se, om der er noget, vi kan lære af,” siger Gavin Dillon.
Danmark yder værtsnationsstøtte under øvelsen, og det er en betydningsfuld opgave, understreger næstkommanderende og stabschef ved Hærkommandoen, brigadegeneral, Kasper Leonhard Hovgaard:
”Værtsnationsrollen er en vigtig opgave i forhold til vores allierede, uanset om det er briter eller andre nationer, og det skal øves. Det gør vi ved, at der er en masse styrker, som rent faktisk kommer til Danmark. Vi skal øve at få styrkerne indkvarteret, sørge for de får mad, og støtte dem med alt, hvad de har brug for, det gælder også militær sikkerhed.”
Men ud over sikkerhed, en seng at sove i og forplejning, kommer der mere ud af det gensidige samarbejde, siger den britiske seniorsergent:
“Der har været en god udveksling begge veje. Når vi øvede vores TTP (taktikker, teknikker og procedurer), talte vi med danskerne og prøvede at forstå, hvordan de gør tingene. Og overordnet set viste det sig, at vi gør det meget på samme måde. Vi kunne for eksempel koble os på deres hold af soldater, når de skulle øve at trænge ind i en bygning, og det var stort set samme procedure, som vores. På samme måde kunne en af danskerne koble sig på os og det fungerede også stort set på samme måde. Det var godt at se, at vi arbejder så ens.”
Video: Forsvaret
Det er formentlig ikke sidste gang, briterne eller andre kommer på øvelse i Danmark. Værtsnationsrollen er nemlig en af de opgaver, Danmark som en del af NATO lægger stor vægt på, siger næstkommanderende og stabschef ved Hærkommandoen, Kasper Leonhard Hovgaard:
”Hele forudsætningen for, at vi kan afskrække eksempelvis Rusland er jo, at vi viser, at vi er i stand til at deployere styrker indenfor rammerne af NATO og gøre dem klar med den sidste uddannelse, inden de træder ind på fronten.”
Tilbage hos den britiske menige, Jess, er bevidstheden om den trusselsituation NATO står i meget konkret, og for hende er denne øvelse en forberedelse på at træde ind i de britiske styrker på fuld tid ved årsskiftet:
”Jeg vil gerne have så mange soldaterkompetencer med som muligt, hvis vi en dag skal i krig, og jeg skal være officer”, siger hun, inden hun slutter sig til sin enhed, som skal videre til handlebanen med kamphundene.