JATEC

Generalmajor Christian Brejner Ishøj blev indsat under en ceremoni torsdag. Foto: Polish Armed Forces.

Af Forsvarskommandoen

 

Generalmajor Christian Brejner Ishøj har i dag overtaget kommandoen over det civile/militære samarbejde mellem NATO og Ukraine, Joint Analysis, Training and Education Centre (JATEC). Kommandooverdragelsen fandt sted ved en officiel ceremoni i Bydgoszcz i Polen. Her overtog Christian Brejner Ishøj stillingen fra den polske brigadegeneral Wojciech Ozga, som har stået i spidsen for centret siden februar 2025.

 

Som ny chef for JATEC overtager Christian Brejner Ishøj ledelsen af den første fælles militære og civile organisation mellem NATO og Ukraine. Centret fungerer som en platform for samarbejde mellem militære og civile specialister, og har blandt andet til opgave at indsamle, analysere og omsætte erfaringerne fra krigen i Ukraine til konkrete forbedringer af både NATO og Ukraines forsvars- og beredskabskapaciteter. Arbejdet omfatter blandt andet udvikling inden for områder som droneteknologi, elektronisk krigsførelse, logistik, støtte til soldaterne på slagmarken og taktisk sanitet. 

 

Krigen i Ukraine er den største væbnede konflikt i Europa siden 2. Verdenskrig. Det er derfor en vigtig kilde til erfaring og læring om moderne krigsførelse. Ukraine bidrager således med unikke operative erfaringer fra kamppladsen på alle niveauer, mens NATO tilfører Ukraine mangeartede kompetencer og forslag til nye løsninger og forbedringer.

 

Samarbejdet styrker dermed både Ukraines kampkraft og interoperabilitet med NATO. Samtidig bidrager det til at styrke den kollektive sikkerhed i NATO og medlemslandenes evne til at håndtere fremtidige sikkerhedsudfordringer og konflikter.  

 

”Formålet med JATEC er at sikre succes og hurtig eksekvering i udviklingen af NATO samt føre Ukraine tættere på blandt andet NATOs metodeapparat. Læring og udvikling skal gå begge veje mellem NATO og Ukraine. Vores arbejde ligger blandt andet i at bygge bro over nationale, kulturelle og civil-militære og organisatoriske skel på alle niveauer. Det operative miljø ændrer sig med uset hast, hvorfor JATEC skal udfordre vanetænkning og bidrage til at nedbryde rigid, isoleret silotænkning og overgå til et agilt, integreret og udviklingsorienteret mindset. For eksempel er organisatorisk tilpasning ikke et engangsinitiativ; det er en kontinuerlig og hyppig aktivitet, der skal sikre, at vores struktur forbliver formålstjenlig og optimeret til eksekvering i et højt tempo,” siger generalmajor Christian Brejner Ishøj.

 

JATEC

Generalmajor Christian Brejner Ishøj. Foto: Polish Defence Forces

Christian Brejner Ishøj har siden 1992 gjort tjeneste i Forsvaret. Han begyndte sin militære karriere som værnepligtig i Marinekompagniet ved Bornholms Værn. Efter gennemførelse af officersuddannelsen og videreuddannelse, blandt andet ved US Army General Staff College i Fort Leavenworth, Kansas, USA, har han bestridt en lang række operative, kommando- og stabsstillinger i både ind- og udland. 

 

I perioden 2015-2023 gjorde han tjeneste i Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse i forskellige stillinger og sluttede som vicechef. Han har siden 2023 været stabschef for Operationsstaben i Forsvarskommandoen.

 

”JATEC er et Combined Joint militært-civilt center og det første af sin slags. JATEC som forenet styrke skal accelerere vores kollektive reaktionshastighed.  Det gør vi ved at forene militær beslutsomhed med civil faglig bredde samt minimere bureaukratiske processer og hermed skabe grobund for maksimal agilitet,” fortæller generalmajor Christian Brejner Ishøj.