Danske finskytte under DISC-konkkurrencen.

Dansk finskytte under DISC-konkkurrencen. Foto: Casper Brock / Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

Finskytte. Præcisionsskytte. Snigskytte. Sniper. 

 

Der er flere betegnelser, men opgaven er den samme. Finskytten er en specialuddannet soldat, der kombinerer exceptionel præcision med tålmodighed og evnen til at forblive uset. Når ét velplaceret skud kan gøre forskellen, er præcision og tålmodighed finskyttens vigtigste redskaber.

 

I denne uge var over 50 af NATOs bedste finskytter samlet i Borris for at deltage i den årlige konkurrence ’Danish International Sniper Competition’ (DISC). I alt deltog 32 finskyttehold fra 12 NATO-nationer (Danmark, Norge, Sverige, Finland, Letland, Estland, Litauen, Polen, Tyskland, Holland, Frankrig, Storbritannien) plus et hold fra Irland.

 

Selvom konkurrencen kulminerer med en vinder, handler ’DISC’ om langt mere end at finde den, der skal indtage den øverste plads på sejrsskammelen. Konkurrencen er i lige så høj grad en platform, hvor soldaterne kan udveksle erfaringer, afprøve nye metoder og styrke samarbejdet på tværs af nationerne. Nogen har meget erfaring med at skjule sig mod droner, andre til at sløre sig naturlig i terræn, og andre til at lave alternative skydestillinger. Det er det essentielle udbytte, som soldater får med fra uger som disse.

 

DISC blev første gang afholdt som en national konkurrence i 2007 og blev international i 2013.

 

"Jeg er meget glad og stolt over, at konkurrencen er blevet til det, den er i dag. DISC er en unik mulighed for at samle finskytter på tværs af NATO. Vi deler viden, erfaringer og færdigheder med hinanden, og det styrker ikke kun de enkelte enheder, men hele alliancen," fortæller Hans Lundgaard, konkurrencebefalingsmand og reservist ved Slesvigske Fodregiment.

 

Dansk finskytte løber frem mod kameraet

Finskyttekonkurrencen var fyldt med udfordringer, handlebaner og forhindringer for at stresse og udfordre finskytterne. Foto: Casper Brock / Forsvaret

Udvikling på kamppladsen

Konkurrencens discipliner varierer fra år til år og tager udgangspunkt i aktuelle trusselsbilleder. I år var temaet droner, hvor holdene - ud over at nedkæmpe simulerede fjender - samtidig skulle demonstrere deres evne til at skjule sig, opdage og reagere på droner. Konkurrencen afsluttes med et ’Sniper Race’, hvor holdene på tid skal tilbagelægge 11 kilometer med oppakning og undervejs gennemføre seks forskellige handlebaner.

 

Her er variation en bevidst del af konkurrencen.

 

"Vi forsøger altid at udvikle konkurrencen og skabe nye scenarier. Skytterne skal ikke kunne løse opgaverne på rutinen alene. De skal hele tiden instinktivt kunne tænke og tilpasse sig den specifikke opgave. Det er sådan, vi bliver bedre," siger Hans Lundgaard.

 

To danske soldater løber på vej

Foto: Casper Brock / Forsvaret

En af de danske deltagere ved årets konkurrence var spotteren Lucas.

 

"Det særlige ved DISC er, at samtlige af vores færdigheder bliver sat på prøve. Vi møder kollegaer fra mange forskellige nationer, der alle løser opgaverne på hver deres måde. Den viden og de erfaringer tager vi med hjem og bygger videre på i vores egen enhed," siger han og fortsætter: "Det er helt specielt at møde folk fra andre nationer, som deler den samme passion for faget. Vi lærer af hinanden, opbygger relationer og bliver dygtigere sammen. Det er i sidste ende det, der gør den største forskel.”