FLF Hold 2B ankommer til Letland

Den danske ambassadør til Letland, Morten Jespersen, hilser på de danske soldater, der tirsdag landede i Letland. Foto: Tue Skals / Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

Tirsdag middag tog chefen for det lettiske flyvevåben og Danmarks ambassadør imod de danske soldater, da de landede på Lielvarde Air Base i Letland.

 

Den sikkerhedspolitiske situation i Baltikum og resten af det østlige Europa har gjort, at den lettiske regering har ønsket en mere permanent tilstedeværelse fra de allierede styrker. Derfor indsætter Forsvaret nu et infanterikompagni, der vil være til stede i Camp Valdemar i Letland indtil det planlagte bidrag overtager i begyndelsen af august.

Det oprindeligt planlagte danske bidrag, der ankommer i august, er en kampbataljon, som det har været de sidste to efterårsperioder. Kampbataljonens udsendelse forlænges desuden ind i januar 2027.

 

FLF Hold 2B ankommer til Letland

Chefen for det lettiske Flyvevåben, oberst Viesturs Masulis, tog sammen med den danske ambassadør til Letland mod soldaterne på Lielvarde Air Base. Foto: Tue Skals / Forsvaret.

Beslutningen om at udsende soldaterne er truffet af den danske regering på baggrund af en anmodning fra Letland.

 

Den danske ambassadør i Letland peger da også på, at infanterikompagniets tilstedeværelse er et stærkt symbol på alliancesolidaritet og ikke mindst det tætte dansk-lettiske forhold.

 

”Som dansker er jeg stolt over endnu en gang at byde danske soldater velkommen til Letland. Med det er Danmark igen med til at øge den militære afskrækkelse og forsvarskapacitet i landet, som betyder så meget for Letland og dens befolkning, ” siger ambassadør Morten Jespersen.

 

Umiddelbart efter Ruslands fuldskala invasion af Ukraine i februar 2022, sendte Danmark soldater til Letland, hvor de oprettede en midlertidig lejr ved Adazi, der ligger tæt på Riga.

 

I 2024 blev der oprettet en mere permanent lejr, Camp Valdemar, hvor der hidtil har været dansk tilstedeværelse hvert år fra august til december. Under udsendelsen har de danske soldater gennemført en række operative opgaver. De har blandt andet gennemført såkaldt outreach, hvor de rejser ud i landet og møder letterne. Derudover har de opretholdt deres beredskab. Ellers har de gennemført øvelser og uddannelse med lettiske styrker og andre NATO-bidrag i området. Udsendelsen af infanterikompagniet og senere kampbataljonen supplerer den øvrige danske tilstedeværelse i Baltikum, ikke mindst det dansk ledede NATO division hovedkvarter, Multinational Division North som også holder til i Letland.

 

Når det danske bidrag ikke har været i Camp Valdemar, bruger svenske soldater lejren.