Fregatten Esbern Snare og en tysk ubåd

Den danske fregat Esbern Snare øver sammen med flere NATO-landes enheder. Blandt andet ubåde, som ses i forgrunden. Foto: NATO

Af Forsvarskommandoen

 

Hurtige, smidige og intelligente jægere. De seneste uger har fregatten Esbern Snare deltaget i NATO-øvelsen ’Dynamic Mongoose’ i samarbejde med en lang række allierede. Hovedformålet er at træne antiubådskrigsførelse: Evnen til at nedkæmpe fjendtlige ubåde.

 

Øvelsen er en af de eneste af sin slags og giver landene enestående træning til at kunne modstå fremtidens potentielle trusselsbillede.

 

”Anti-ubådskrigsførelse er et særligt speciale, som kræver tæt samarbejde mellem skibe, fly og helikoptere. Øvelse Dynamic Mongoose giver mulighed for at træne anti-ubådsoperationer i det strategisk afgørende område af Nordatlanten mellem Island og Norge og med ressourcer til rådighed, som er ganske unikke,” siger Ole Frandsen, der er kommandørkaptajn og chef på fregatten Esbern Snare.

 

Fregatten Esbern Snare set fra luften

Fregatten Esbern Snare. Foto: Forsvaret

Fregatten Esbern Snare får lejlighed til at træne anti-ubådskrig i en flådestyrke, der består af flere fregatter og er støttet af helikoptere og maritime patruljefly over længere perioder, hvor målet er at opdage og nedkæmpe ubåde.

 

Dynamisk desmerdyr

Øvelsen ’Dynamic Mongoose’ er opkaldt efter desmerdyret, der er særligt kendt for sin hurtighed, smidighed og evne til at jage. Evner, der alle er på linje med de maritime færdigheder, som det kræver at kæmpe på havet – både over og under vandoverfladen. Ubåde har den særlige egenskab, at de kan bevæge sig uset rundt i farvande for at overvåge og angribe. Derfor træner de allierede nu selvsamme scenarie.

 

Allierede ubåde, der deltager i øvelsen, får trænet deres evner til at bevæge sig usete rundt, mens skibene og flyene skal prøve at finde dem.

 

”Øvelsen er særdeles realistisk med ubåde, der agerer fjende i et virkelighedsnært scenarie og geografisk område, der stiller store krav til materiel, mandskab og effektiv udførelse af anti-ubådsoperationer. I nogle perioder leder Esbern Snare styrken af skibe og fly, hvilket giver særligt udbytte for besætningen. Fordi øvelsen er så unik deltager også specialister fra andre af Søværnets fregatter for at maksimere træningsudbyttet,” siger Ole Frandsen.

 

Helikopter letter fra fregatten Esbern Snare i solnedgang

Foto: Forsvaret

Anti Submarine Warfare

Det er NATOs maritime kommando ’Allied Maritime Command’ (MARCOM) der leder øvelsen med deltagere fra flere NATO-nationer – blandt andre Tyskland, Storbritannien og Danmark, der bidrager med alt fra krigsskibe, patruljefly, helikoptere og ubåde.

 

Den intense træning ved ’Dynamic Mongoose’ består af flere simulerede opgaver, hvor parterne får trænet alt fra eftersøgning, lokalisering og simuleret en nedkæmpelse af fjendtlige momenter. Øvelsen varer over to uger og foregår i det såkaldte ’GIUK-gabet’, som er farvandet mellem Grønland, Island og Storbritannien, som spiller en central rolle for sikkerheden i Nordatlanten.

 

Søværnets fregatter deltager på årlig basis i Dynamic Mongoose, der er et vigtigt element i at opretholde og styrke Forsvarets evne til at bekæmpe ubåde og deltage i anti-ubådsoperationer i Nordatlanten.

 

Luftfoto af flere enheder under øvelse

Nogle af NATO-landenes enheder samlet under øvelsen Dynamic Mongoose. Foto: NATO

Antiubådsfregatten HDMS Esbern Snare F342

Esbern Snare udgør sammen med søsterskibet Absalon (F341) den såkaldte Division 22, som hører under 2. Eskadre.

 

Skibet blev søsat tilbage i 2004, og var blandt andet med til at bekæmpe pirateri i Guineabugten.

 

Skibet er 137,6 meter langt, 19,5 meter bredt og kan sejle op til 43 km/t (23 knob). Besætningen består af over 100 personer, som ved udsendelse kan øges med bidrag fra f.eks. Flyvevåbnets helikoptere og Specialoperationskommandoens Frømandskorps.

 

Skibet er bevæbnet med sømålsmissiler, luftmålsmissiler, kanoner, torpedoer og tunge maskingeværer.