Etablissement- og Terrænkommandoen (ETK) har indgået to nye rammeaftaler om henholdsvis køb og leje af pavilloner til eksempelvis indkvarterings- og kontorløsninger.

Foto: Etablissement- og Terrænkommandoen 

Af Etablissement- og Terrænkommandoen

 

Etablissement- og Terrænkommandoen (ETK) har indgået to nye rammeaftaler om henholdsvis køb og leje af pavilloner til eksempelvis indkvarterings- og kontorløsninger.

 

Den nye rammeaftale giver Forsvaret adgang til fleksible løsninger, når landets kaserner, flyvestationer og flådestationer har brug for midlertidige faciliteter eller lettere byggeri i forbindelse med omrokering, renoveringsopgaver eller nybyg.

 

De fleksible pavilloner kan indrettes efter lokale behov, og det giver mulighed for at bruge dem i mange sammenhænge og flytte dem rundt mellem tjenestestederne, forklarer fungerende chef for Etablissement- og Terrænkommandoen, Henrik Sørensen:

 

"Med de nye rammeaftaler har vi fået endnu et vigtigt værktøj i vores værktøjskasse, når det handler om hastighed i opbygning af Forsvaret. Nu kan vi hurtigt etablere gode, midlertidige faciliteter eller lettere byggeri der, hvor vi har behov for dem - uanset om det handler om indkvartering i Grønland eller kontorer på Bornholm."

 

Fakta om Rammeaftalerne
Rammeaftalerne løber over fire år og dækker forskellige typer af pavilloner, der kan dække forskellige behov på en garnison:

  • Indkvartering
  • Kontor
  • Undervisning
  • Kantine
  • Omklædning
  • Idræt/Velfærd
  • Infirmeri
  • Depotrum
  • Depot/Tørrefaciliteter

 

Rammeaftalen er opdelt i to delaftaler: En delaftale for opsætning og leje af pavilloner med en option på køb samt en delaftale for opsætning og køb af pavilloner.

 

For hver delaftale er der udvalgt fem leverandører. Når der skal købes ind på rammeaftalen, vil det ske via miniudbud blandt de fem leverandører. 

 

Leverandører på rammeaftalen skal kunne levere og montere pavilloner i hele Kongeriget.

 

Vinderne af rammeaftalen for leje af pavilloner (med købsoption):

  • ABC Pavilloner A/S
  • Adapteo A/S
  • Algeco Denmark A/S
  • Conrum A/S
  • FOCUS Moduler A/S

 

Vindere af rammeaftalen for køb af pavilloner:

  • Algeco Denmark A/S
  • BM Byggeindustri A/S
  • Keycab APS
  • MG Link A/S
  • Scandi Byg A/S
     

Det vides ikke på nuværende tidspunkt, hvor mange pavilloner Forsvaret får brug for.