Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Danske F-35-kampfly har sammen med amerikanske og canadiske kampfly gennemført træning over Grønland. For første gang landede de danske F-35 i Kangerlussuaq som en del af en multinational luftoperation.
To danske F-35 lander ved Arktisk Kommandos facilitet i Kangerlussuaq. Foto: Rune Dyrholm / Forsvaret
Onsdag landede to danske F-35-kampfly for første gang i Kangerlussuaq Lufthavn i Grønland. Sammen med amerikanske F-16 og canadiske F-18 gennemfører de danske kampfly træning over Grønland.
Missionen blev støttet af flere forskellige flytyper og enheder. Et fransk MRTT-lufttankningsfly sørgede for tankning af de danske kampfly undervejs fra Island, mens et NATO AWACS-fly udførte overvågning og koordinering af luftrummet. Også et dansk Challenger overvågningsfly deltog som "SAR-cover", så der var mulighed for at yde assistance, hvis en af piloterne skulle få problemer.
De danske F-35-kampfly er aktuelt udstationeret på Keflavik Air Base på Island, mens de amerikanske F-16 og canadiske F-18 opererer fra Goose Bay i Canada. Herfra flyver de mange hundrede kilometer for at mødes over Grønland og gennemføre træningen sammen.
"Vi træner grundlæggende evnen til at synkronisere indsatsen fra mange fly fra forskellige nationer og baser, som ligger spredt over store afstande. Der er mange tandhjul i bevægelse, for at sådan en operation kan gennemføres sikkert og efter planen, fortæller F-35-piloten med kaldenavnet PLA, som fløj med i dagens mission."

Sammen med fire amerikanske F-16, to F-18 og en række støttefly lander F-35 på Kangerlussuaq Lufthavn i Grønland. Foto: Rune Dyrholm / Forsvaret
Operationer i Arktis stiller særlige krav til både flybesætninger og planlægning. Vejret kan ændre sig hurtigt, afstandene er store, og der er langt mellem egnede landingsmuligheder.
Derfor er en stor del af arbejdet med en mission som denne gennemført, allerede inden flyene letter.
"Det arktiske område stiller nogle helt særlige krav. Vejret kan være hårdt og omskifteligt, og der er langt mellem steder, hvor man kan lande. Derfor bruger vi meget tid på at planlægge missionerne og håndtere de risici, der følger med at operere heroppe, siger PLA."
Selvom onsdagens landing var første gang, danske F-35-kampfly landede i Grønland, er det ikke første gang, danske kampfly opererer fra Kangerlussuaq. Danske F-16 har tidligere været udstationeret i lufthavnen i forbindelse med træning og operationer i Arktis.
De danske F-35 har også tidligere gennemført patruljer ved Grønlands østkyst med udgangspunkt i Keflavik på Island.
Træningen over Grønland gennemføres som en del af NATOs Arctic Sentry, der skal styrke alliancens tilstedeværelse, overvågning og evne til at operere i Arktis.
De danske F-35'ere ankommer til Arktisk Kommandos facilitet i Kangerlussuaq Lufthavn. Foto: Rune Dyrholm / Forsvaret