Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Flagdagen for Danmarks udsendte den 5. september falder i år på en lørdag. Det udnytter flere kommuner til at brede markeringen ud over flere dage, mens andre kommuner skruer op for aktiviteterne på selve dagen.
Soldater og veteraner marcherer gennem Aalborg på en tidligere flagdag. I er markeringen i Aalborg endnu større end tidligere. Foto: Niels Porsbøl / Forsvaret
Af Forsvarskommandoen
Flagdagen for Danmarks udsendte den 5. september 2026 markeres i år for 18. gang. Som traditionen byder, markeres flagdagen blandt andet med lokale arrangementer i langt de fleste af Danmarks 98 kommuner.
I år er 5. september en lørdag, og det har fået flere kommuner, lokale veteranforeninger og militære garnisoner til at brede markeringen ud over flere dage.
”Flagdagen er en vigtig dag, for her samles Kongeriget om at hylde dem, der har været udsendt for Danmark. Derfor gør det mig glad og stolt, at så mange kommuner på tværs af Danmark, Færøerne og Grønland arrangerer lokale markeringer til anerkendelse for vores veteraner og deres pårørende. Jeg håber, at mange har lyst til at være med til at hylde Danmarks veteraner,” siger forsvarsminister Jeppe Bruus.

Soldater fra Slesvigske Fodregiment og rigtigt mange børn ved markering af en tidligere flagdag i Haderslev. Foto: Chris Klingenborg / Forsvaret
På Bornholm har regionskommunen valgt at flytte sit flagdagsarrangement den 5. september til Almegårds Kaserne, hvor det kombineres med Bornholms Regiments forældredag og kasernens åbent hus-arrangement. Der vil både være taler, uddeling af børnemedaljer og mulighed for at se og prøve noget af regimentets udstyr.
Søndag den 6. september fortsætter flagdagsmarkeringen på Bornholm med en mere uformel familiedag ved Forsvarsmuseet. Her vil der være hoppeborg, NEFR-spil og forskellige andre aktiviteter for børn.
”Ideen om en flagdag for Danmarks udsendte blev født af en veteran fra Bornholm, Bornholm har stillet med soldater til rigtigt mange af Danmarks internationale missioner, og Bornholm har mere end 500 veteraner bosiddende, og dermed blandt de kommuner med flest antal veteraner i forhold til indbyggere. Det er tre af grundene til, at Bornholms Regionskommune i samarbejde med øens andre myndigheder og veteranorganisationer gør rigtig meget ud af den årlige flagdag og i år har hele to større arrangementer,” siger borgmester på Bornholm, Frederik Tolstrup.
Se programmet for flagdagen på Bornholm
I Skive markerer Veteran Café Skive allerede den 4. september flagdagen med kranselægning ved Mindestenene for Danmarks udsendte i international tjeneste siden 1948 og en sammenkomst på veterancafeen.
Søndag den 6. september gennemfører Skive Kommune sammen med de lokale afdelinger af Danmarks Veteraner, Veteran Café Skive og KFUM’s Soldaterhjem flagdag for veteraner og pårørende med en oplevelsesdag for hele familien. Her vil blandt andet være hoppeborg, beachvolley og bål med mulighed for at bage snobrød og riste skumfiduser.
Se programmet for markering af flagdagen i Skive.

Som altid er der marcher og parader i de store garnisonsbyer. Her er det soldater fra Ingeniørregimentet, der marcherer gennen Skive. Foto: Heri Niclasen / Forsvaret
I Fredericia strækker flagdagsmarkeringen sig over hele weekenden fra 4.-6. september. Fredag er der kranselægning på Ryes Kaserne og hygge på KFUM’s Soldaterhjem. Lørdag er der brunch på Veteranhjem Fredericia og koncert med Flyverhjemmeværnets Musikkorps, mens der søndag er flagdagsgudstjeneste i garnisonskirken Sct. Michaelis Kirke.
Se programmet for flagdagsugen i Fredericia.
I andre kommuner markeres flagdagen kun den 5. september, men med større arrangementer end tidligere.
I Slagelse Kommune markeres flagdagen med et stort arrangement i Slagelse Lystanlæg. Her vil der være mulighed for at tale med tidligere udsendte fra forskellige myndigheder, se historiske og nye våben og køretøjer samt deltage i en række aktiviteter for børn, blandt andet forhindringsbane og træktur på hest.
Som en del af kommunens program på flagdagen indvier Fonden Danske Veteranhjem et nyt permanent veteranhjem i Slagelse. Der vil være rundvisning, food trucks og oplæg ved Peter Ingeman og Jeppe Michael Jensen om tv-serien Balkan i flammer.
Se programmet for flagdagen i Slagelse her.
Også i en anden af de store garnisonsbyer, Aalborg, har kommunen og Trænregimentet i år besluttet at gøre ekstra ud af flagdagen.
De traditionelle aktiviteter som parade og march gennem byen bliver udvidet med en række aktiviteter på Gammel Torv. Her bliver der opstillet et væld af stande bemandet af Forsvaret, Hjemmeværnet og forskellige foreninger. Der vil være food trucks, køretøjer og aktiviteter for børn, ligesom der vil være en scene med musik og forskellige samtaler med veteraner.

Veteraner og lokale borgere ved markeringen af en tidligere flagdag i Aalborg. Foto: Niels Porsbøl / Forsvaret
Desuden vil ”Byens Velkomst” for Trænregimentets værnepligtige finde sted på Gammel Torv denne dag og ikke som de seneste år på kasernen. Programmet foregår fra kl. 11.30 til 16.00.
”Flagdagen er en god anledning til at stoppe op og sige tak. Som en stolt og stor garnisonsby har Aalborg Kommune gennem generationer haft et tæt forhold til Forsvaret, og mange lokale familier har oplevet, hvad det betyder, når en pårørende sendes ud i tjeneste. Aalborg Kommune markerer dagen for at hylde veteranerne og anerkende deres indsats, som fortjener vores respekt og taknemmelighed. Samtidig minder den aktuelle situation i Europa os om, at fred, frihed og sikkerhed ikke kan tages for givet. Det er vigtigt, at vi i dag og i fremtiden står sammen om at støtte dem, der har påtaget sig opgaven med at beskytte vores fælles værdier og demokrati,” siger Aalborgs borgmester Lasse Frimand Jensen.
Se programmet for markering af flagdagen i Aalborg her.
Læs mere om Flagdag for Danmarks Udsendte på forsvaret.dk/flagdag og se oversigten over alle de lokale arrangementer på flagdagen.dk.