Flyvelæger fra Danmark, Norge, Sverige og Finland samlet under det første fælles nordiske kursus i militær flyvemedicin. Foto: Operativ Støttekommando / Forsvaret

Flyvelæger fra Danmark, Norge, Sverige og Finland samlet under det første fælles nordiske kursus i militær flyvemedicin. Foto: Operativ Støttekommando / Forsvaret

Af Operativ Støttekommando / Forsvaret

 

Flyvelæger fra Danmark, Norge, Sverige og Finland har netop gennemført det første fælles nordiske kursus, Nordic Flight Surgeon Course, under NATO Nordic Aeromedical Group.

 

Kurset er en fire uger lang fælles basisuddannelse i militær flyvemedicin. Hvert af de fire lande står for én kursusuge, og alle lande bidrager med kursister.

 

I juni foregik de første dele af kurset i Danmark og Norge. I Danmark deltog flyvelægerne blandt andet i aktiviteter med T-17 øvelsesfly i Skrydstrup, i en hoistøvelse ombord på et skib fra Marinehjemmeværnet og i dunkertræning, hvor de øvede procedurer i forbindelse med en landing på vand (se faktaboks). I august fortsatte kurset i Sverige og Finland.

 

Aktiviteterne giver flyvelægerne indblik i de forhold, som piloter og andet flyvende personel arbejder under. Samtidig lærer de kommende flyvelæger de andre landes procedurer, standarder og arbejdsmetoder at kende.

 

Flyvelæger arbejder blandt andet med de helbredsmæssige forhold, der har betydning for militær flyvning og for vurderingen af, om piloter og andet flyvende personel er egnet til at flyve.


Uddannelse på tværs af de nordiske lande

Kurset er en del af et større nordisk samarbejde om militær flyvemedicin. Målet er, at Danmark, Norge, Sverige og Finland i højere grad skal kunne uddanne og udvikle militært flyvende personel på tværs af landene.

 

Samarbejdet skal blandt andet gøre det lettere for landene at dele uddannelser, kompetencer og kursuspladser. 

 

På længere sigt er ambitionen, at militære piloter og besætningsmedlemmer skal kunne godkendes på tværs af de nordiske lande. Det kræver, at flyvelægerne har kendskab og tillid til de andre landes faglige standarder.

 

Det første fælles kursus er dermed et konkret skridt mod et tættere nordisk samarbejde om militær flyvning.

Fakta

Det nordiske samarbejde om militær flyvemedicin begyndte i 2019 som et samarbejde mellem Danmark og Norge. Efter Sveriges og Finlands indtræden i NATO blev samarbejdet udvidet til alle fire lande og er i dag formaliseret under navnet NATO Nordic Aeromedical Group.

 

Målet er at styrke samarbejdet om militær flyvemedicin mellem Danmark, Norge, Sverige og Finland. Som en del af samarbejdet er der udviklet en fælles fireugers basisuddannelse for flyvelæger. Hvert land står for én kursusuge, og alle fire lande bidrager med kursister.

 

Hoistøvelse

En hoistøvelse er træning i at hejse en person op eller ned fra en helikopter ved hjælp af en wire. Det kan for eksempel være en person, der befinder sig i vandet, og som skal reddes. Helikopterbesætningen træner at placere helikopteren korrekt, så personen kan hejses sikkert om bord.

 

Dunkertræning

Dunkertræning er træning i at evakuere fra en helikopter, der er styrtet ned i vandet og vender på hovedet. I en simulator bliver deltagerne spændt fast i et sæde, som sænkes ned under vand og vendes på hovedet. Her træner de at finde vej ud og komme sikkert op til overfladen.