Droneflyvning

Forsvaret har for første gang fløjet en drone fra H.C. Andersen Airport gennem civilt terræn til Gniben på Sjællands Odde. Billedet er ikke fra den aktuelle flyvning. Arkivfoto: Frederikke Frederiksen / Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

Flere af Forsvarets dronespecialister fra Hæren og Forsvarets Dronecenter var tirsdag samlet til den første af en række testflyvninger, der den kommende tid vil blive gennemført i forbindelse med opbygningen af Forsvarets dronekapacitet.

 

Flyvningen var den første af sin slags, hvor der flyves igennem civilt terræn fra H.C. Andersen Airport til Forsvarets område på Gniben. Flyvningen har til formål at indhente vigtige erfaringer og bidrage til at skabe grundlaget for de efterfølgende droneflyvninger, der skal finde sted i den kommende tid.

 

”Forsvaret arbejder dedikeret med udviklingen og anvendelsen af droner og andre ubemandede systemer. Det gælder ikke mindst selve planlægning og hastigheden i den forbindelse, så vi får størst mulig effekt ud af kapaciteterne. Det er et arbejde, der pågår på tværs af hele Forsvaret og i samarbejde med en række andre myndigheder, og hvor vi hele tiden øger kompleksiteten og hastigheden med et entydigt fokus på at levere operative effekter. Det er dagens flyvning et klart vidnesbyrd om,” siger forsvarschef general Michael W. Hyldgaard.

 

Den anvendte drone til flyvningen er én af de dronetyper, som Forsvaret arbejder med at integrere i sin opgaveløsning. Flyvningen startede kl. 10.55 fra Hangar 16 på H.C. Andersen Airport, og sluttede kl. 12.58, da dronen efter en vellykket flyvning landede på Gniben. Med dronen tilbage på jorden forestår nu arbejdet med at analysere erfaringerne fra flyvningen, der er en fast del af det vedvarende udviklingsarbejde, som pågår i opbygningen af Forsvarets dronekapacitet.

 

Forsvarets arbejde med droner

  • Forsvaret har i flere år arbejdet fokuseret på at opbygge sin dronekapacitet på tværs af alle tre værn.
  • Forsvaret arbejder grundigt og fokuseret på at integrere den nyeste viden og udvikling på området. Det sker både igennem det mangeårige samarbejde med Ukraine og igennem samarbejdet med forsvarsindustrien og akademia.
  • Den 28. marts blev etableringen af Forsvarets Dronecenter præsenteret, og 4. november åbnede dronecenteret officielt.
  • Som en værnsfælles entitet har Forsvarets Dronecenter til formål at være omdrejningspunkt for Forsvarets uddannelse af personel, udvikling pba. erfaringsindhentning og samarbejde med industrien på droneområdet.
  • Forsvarets Dronecenter er centreret omkring H.C. Andersen Airport og har en afdeling i Forskerparken i Odense, der sikrer et tæt samarbejde med industri og akademia.