To mænd arbejder på en drone

Foto: Forsvaret

Under navnet FDC CORE samlede Forsvarets Dronecenter virksomheder, iværksættere, forskningsmiljøer og operative enheder fra Forsvaret om at udvikle og teste nye dronekapaciteter, der kan bidrage til fremtidens forsvar og sikkerhed.

 

FDC CORE er udviklet som en hackathon-baseret challenge, hvor konkrete operative problemstillinger fra Forsvaret bliver omsat til testbare løsninger i tæt samarbejde mellem industri, forskere og brugere. Målet er hurtig udvikling,
afprøvning og validering af nye teknologier.

 

Blandt deltagerne var virksomheder fra den etablerede forsvarsindustri, startups, forsknings- og vidensmiljøer som fx SDU samt centrale aktører i det fynske droneøkosystem, herunder Odense Robotics og UAS Denmark. 

 

Hackathonets faglige udgangspunkt var udviklingen af delelementer til et modulært Counter-UAS-system, hvor blandt andet detektion, identifikation og etableringen af et fælles situationsbillede indgik i arbejdet.

 

Virksomheder med forskellige specialer arbejdede sammen om at undersøge, hvordan deres teknologier og kompetencer kunne kombineres omkring Forsvarets konkrete behov.

 

Forsvarets Dronecenter har siden etableringen på HCA Airport været en vigtig del af det voksende miljø inden for droner og autonom teknologi. Dette hackathon understreger, hvordan samarbejdet mellem forsvar, virksomheder og forskningsinstitutioner kan skabe et stærkt innovationsmiljø med potentiale til både at styrke Danmarks sikkerhed og skabe vækst og arbejdspladser.

 

“Kampkraft afgøres nu af tempo - ikke teknologi alene. Derfor er vi nødt til at rykke helt tæt på industrien og akademia for at kunne producere kampkraft - FDC CORE er et af kerneelementerne i det,” siger fra Eric Wanscher fra Forsvarets Dronecenter.

 

Siluetter af to mænd i forgrunden mens en drone flyver på himlen

Foto: Forsvaret

For Odense Kommune var arrangementet endnu et eksempel på, hvordan HCA Airport og det fynske droneøkosystem kan danne ramme om udviklingen af morgendagens teknologi. 

 

"Når Forsvarets Dronecenter med HCA Airport som ramme kan samle virksomheder, iværksættere, forskningsmiljøer og operative enheder, bidrager det til den fortsatte udvikling af en branche med et stort vækstpotentiale for både Odense og Danmark. Det viser også, at Forsvarets Dronecenter er blevet en stærk del af det fynske miljø inden for drone- og robotteknologi, og det er vigtigt for både erhvervsudviklingen i branchen, men også for, at vi helt lokalt kan spille en rolle i international sikkerhed," siger Peter Rahbæk Juel, borgmester i Odense.

 

For Odense Robotics var netop det tætte samarbejde mellem Forsvaret og industrien afgørende, hvis potentialet inden for forsvars- og sikkerhedsteknologi skulle omsættes til løsninger, der kunne tages i brug.

 

“Der er lige nu et stort potentiale for danske virksomheder inden for forsvars- og sikkerhedsteknologi. Men hvis vi skal udnytte det vindue, kræver det, at vi accelererer både udviklingen og adoptionen af nye teknologier. Det er netop derfor, vi har brug for platforme som denne, hvor virksomheder og slutbrugere arbejder tæt sammen om konkrete behov, og hvor behovsdreven innovation sker her og nu. Det er sådan, vi kan forkorte vejen fra idé og teknologi til løsninger, der kan tages i brug,” siger Søren Elmer Kristensen, CEO i Odense Robotics.

 

FDC CORE gennemførtes i to faser. Først udvikledes og demonstreredes løsninger i et åbent forløb, hvorefter de mest lovende løsninger kunne videreføres til et mere fokuseret test- og valideringsforløb. Formålet var at skabe konkrete og anvendelige løsninger frem for alene at udvikle idéer. 

Fakta om FDC CORE

  • FDC CORE var Forsvarets Dronecenters ramme for hurtig udvikling, test og afprøvning af nye dronekapaciteter.
  • Initiativet samlede forsvar, industri, startups, forskningsmiljøer og investorer.
  • Fokus var på konkrete operative problemstillinger og udvikling af testbare løsninger.
  • Arrangementet blev afholdt på HCA Airport.
  • Pressemeddelelsen her er udsendt sammen af Forsvarets Dronecenter, Odense Kommune og Odense Robotics.