Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Et multinationalt rekognosceringsteam fra NATO har netop gennemført aktiviteten Deployex Steadfast Discovery i Danmark som led i forberedelserne til, at alliancen hurtigt kan flytte styrker til alle dele af Kongerigets ansvarsområde.
Her besøger teamet fra Allied Reaction Force Storebæltsbroen som en del af et samlet tredages program i Danmark, hvor teamet er i tæt dialog med planlægningsenheder fra Forsvarets operationsstab. Foto: Allied Reaction Force
Af Forsvarskommandoen
I lyset af den intensiverede sikkerhedspolitiske situation og Kongerigets geografiske omfang og strategiske placering, er der i NATO øget fokus på at kunne yde forstærkning.
Rekognosceringsteamet, som netop har besøgt Danmark, repræsenterer NATO's Allied Reaction Force (ARF) og består af personel fra styrkens hovedkvarter NATO Rapid Deployable Corps, som ligger ved Milano i Italien.
"NATO's Allied Reaction Force (ARF) er NATOs multinationale styrke på højt beredskab, som med kort varsel kan indsættes for at reagere på kriser eller styrke NATO's afskrækkelse og forsvar. Med denne deployering fokuserer vi på det kollektive forsvar af Danmarks ansvarsområde hele vejen fra Arktis til Østersøen”, udtaler delegationens leder.

NATO's Allied Reaction Force (ARF) er en multinational styrke på højt beredskab, som med kort varsel kan indsættes for at reagere på kriser eller styrke NATO's afskrækkelse og forsvar. Foto: Allied Reaction Force
Et centralt fokus for besøget er Danmarks rolle som værtsnation. Host Nation Support omfatter blandt andet logistik, transport og de procedurer, der skal understøtte modtagelse, videre transport og logistisk støtte til allierede styrker. Host Nation Support-opgaven er vigtig, da den understøtter NATO’s strategiske mobilitet og mulighed for at forstærke især den østlige flanke.
Under besøget, som har strakt sig over tre dage, har teamet haft strategiske drøftelser med samarbejdspartnere i Forsvaret og besøgt flere forskellige militære installationer og infrastruktur af strategisk betydning.
Steadfast Discovery har bidraget til at give NATO og Forsvaret en fælles forståelse af operationsmiljøet og af de praktiske forhold, der skal være på plads for at kunne flytte og understøtte allierede styrker. Ved at afprøve procedurer og koordinere planer på forhånd styrkes NATO's evne til at reagere hurtigt, hvis sikkerhedssituationen kræver det.
NATOs Allied Reaction Force (ARF) er en multinational styrke på højt beredskab, som med kort varsel kan indsættes for at reagere på kriser eller styrke NATOs afskrækkelse og forsvar.
ARF er en multi-domain styrke med elementer fra land-, sø- og luftstyrker samt specialoperationsstyrker og kapaciteter inden for blandt andet cyber, space, logistik og strategisk kommunikation.
Styrken står under Supreme Allied Commander Europe (SACEUR) og fungerer som en hurtigt deployerbar strategisk reserve. Styrken er ikke bundet til én bestemt geografisk region og kan derfor indsættes, hvor der er behov.
ARF's hovedkvarter varetages aktuelt af NATO Rapid Deployable Corps – Italy (NRDC-ITA), mens styrkens komponenter leveres af NATO-landene.
ARF blev aktiveret d. 1. juli 2024 som en del af NATO Force Model. Tidligere har NATO’s hurtige reaktionsstyrker eksisteret i andre formater.
Den tekniske betegnelse for et rekognosceringsteam af den type, der netop har besøgt Danmark, er et Operational Liaison and Reconnaissance Team (OLRT). Ved en reel ARF-forstærkning vil et OLRT altid være den første enhed, der indsættes.