Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
For første gang siden 1984 er det nordiske mesterskab i flyfemkamp blevet afholdt i Danmark. Militære landshold fra syv nationer har deltaget, og det danske hold vandt en disciplinsejr og tog personlige rekorder med fra mesterskabet.
Det nordiske mesterskab i flyfemkamp var et åbent mesterskab og havde blandt andet deltagelse fra Ukraine. Foto: Operativ Støttekommando
Af Operativ Støttekommando / Forsvaret
Mesterskabet var åbent for både nordiske lande og andre nationer. Danmark, Sverige, Litauen, Finland, Brasilien, Ukraine og Tjekkiet var repræsenteret, og Danmark stillede med fire herrer.
Flyfemkamp består af skydning, svømning, fægtning, orienteringsløb, forhindringsbane og ball – se faktaboks. Disciplinerne træner blandt andet hurtighed, præcision, udholdenhed, koordination og koncentration – færdigheder, som også er relevante i det militære arbejde.
Det danske hold kom godt fra start ved mesterskabet. Sergent Oscar Louring Sand Paustian, der har reservekontrakt med Fighter Wing, vandt disciplinen skydning, mens flere af de danske deltagere satte personlige rekorder undervejs.
De danske præstationer glæder landsholdets sportschef Christian Blom, som samtidig fremhæver holdets indsats som værter for mesterskabet.
”På trods af at det danske hold har været ramt af en del frafald op til konkurrencen, har de resterende holdt fokus. Der har både været toppræstationer og lærerige erfaringer, der tages med videre. Ud over det sportslige har det danske hold også løftet den mindst lige så vigtige opgave som gode værter. Holdet har udvist stor gæstfrihed og gjort, at alle deltagere har følt sig velkomne – både i og uden for konkurrencen. Denne del er i mine øjne mindst lige så vigtig, idet hele formålet med vores mesterskab og CISM er venskab gennem sport,” siger landsholdets sportschef Christian Blom.
Selvom deltagerne konkurrerer mod hinanden, er mesterskabet også en anledning til at mødes og skabe relationer på tværs af nationerne.
”Der er et rigtig tæt sammenhold mellem atleterne på det danske hold, men også blandt nationerne. De fleste er på krammer, når vi mødes. Selvom man er konkurrenter, er der en god opbakning, når nogen præsterer bedre end ved den foregående konkurrence,” siger kaptajn Casper Fobian Laugesen fra Air Control Wing, der repræsenterer Danmark på landsholdet i flyfemkamp.

En af de danske herrer i aktion under disciplinen ball, der træner evnen til at være præcis under pres. Foto: Operativ Støttekommando
Flyfemkamp er en militær sportsdisciplin under CISM, Conseil International du Sport Militaire, som samler militært personel fra hele verden under mottoet “Friendship through Sport”.
Flyfemkamp er udviklet til militært flyvende personel. Sportens discipliner træner blandt andet deltagernes evne til at bevare præcision og overblik under pres samt deres styrke, udholdenhed og evne til at håndtere forskellige fysiske udfordringer.
Flyfemkamp består af seks discipliner: