F-35 i formation over Island

Danske F-35 deltager i NATO store flyøvelse Ramstein Flag med udgangspunkt i Norge. Arkivfoto fra tidligere operation over Island. Foto Rune Dyrholm / Forsvaret

Af Forsvaret

 

Ramstein Flag er NATOs største tilbagevendende flyøvelse og involverer mere end 200 kampfly, overvågningsfly, tank- og transportfly samt droner fra 18 nationer.

 

Det er første gang, danske F-35 deltager i en øvelse med et deployerbart koncept, som gør det muligt at operere med kampflyene i et operationsområde uafhængigt af hjembasen i Skrydstrup. Danmark deltager i øvelsen med fire kampfly samt to i reserve, der flyver ud fra Ørland i det nordlige Norge. Øvelsen foregår dels mod nord på tværs af de skandinaviske lande og dels i syd med udgangspunkt i Spanien.

 

Formålet med øvelsen er først og fremmest at træne komplekse flyoperationer, hvilket blandt andet indebærer forsvar mod missiler, integration mellem 4.- og 5.-generationskampfly samt gennemførelse af store koordinerede operationer med enheder fra mange nationer. Desuden trænes evnen til at flytte enheder og opretholde evnen til at kæmpe, selv om baser eller faciliteter er under angreb.

 

Øvelsen foregår fra 8. til 19. juni og koordineres fra Combined Air Operations Centre Bodø i Nordnorge. 

 

Amerikanske C-130-transportfly i Danmark

I forbindelse med øvelsen er Danmark desuden værtsnation for tre amerikanske C-130-transportfly fra Air National Guard i Kentucky samt en enhed med speciale i at oprette primitive landingsbaner og gennemføre luftoperationer under vanskelige forhold. Flyene vil operere ud fra Flyvestation Karup og skal træne sammen med danske enheder i Danmark. 

 

Træningen vil blandt andet omfatte undsætning af nødstedte soldater bag fjendens linjer og indebære lavflyvning i flere dele af Danmark – først og fremmest i Nord- og Vestjylland – samt landing i flere lufthavne, herunder Bornholm, Sindal, Esbjerg og Thisted.

US ANG in Denmark

C-130 transportfly fra US Air National Guard træner i Nordjylland sammen i med et dansk Air Mobile Protection and Recovery team, der er specialiseret i operationer knyttet til fly og helikoptere. Foto: Rune Dyrholm / Forsvaret

Fakta om Ramstein Flag

  • Ramstein Flag 2026 er NATOs største flyøvelse i 2026 og gennemføres fra 8.-19. juni.
  • Øvelsen ledes af NATO Allied Air Command (AIRCOM) og gennemføres på tværs af mere end 15 operative lokationer fra Nordnorge til Spanien.
  • I alt deltager 18 nationer med mere end 200 fly, herunder kampfly, overvågningsfly, tankfly, transportfly, droner og luftforsvarssystemer.
  • Formålet er at træne komplekse luftoperationer i et realistisk trusselsmiljø og styrke interoperabiliteten mellem NATOs luftstyrker.
  • Øvelsen omfatter blandt andet integreret luft- og missilforsvar, bekæmpelse af avancerede lufttrusler samt samarbejde mellem 4. og 5. generations kampfly.
  • Danmark deltager med F-35 kampfly, som opererer fra Ørland Flyvestation i Norge som en del af et deployerbart koncept uden for Fighter Wing Skrydstrup.